svigtet kravet paa den strengt nationale skrivemaate som han jo selv indrømmet vilde skape «en fuldkommen og usvækket sprogform der vilde forholde sig til dialekterne saaledes som det svenske og danske skriftsprog forholder sig til den svenske og danske dagligtale». Av ængstelse for ikke at bli forstaaelig nok for bonden, som kun kjendte den gjængse danske og ikke den gamle norske bokstavering, hadde Ivar Aasen valgt at klæ sin gjengivelse av folkesproget i — dansk bokstavdragt. Munch pukket haardnakket paa «den rette oldnorske retskrivning» og skrev:
«Og dette maa — det paastaar vi — nødvendigvis til for at føre vort nationalsprog tilbake til dets rette standpunkt. Man maa begynde hvor man slap for 500 aar siden: der hører vort nationalsprog hjemme; man maa aldeles avkaste den danske klædning, der hænger om vort sprog som en stiv, latterlig konfirmationskjole om den raske bondegut, og iføre det den egte, ældgamle nationale dragt der kan fremhæve dets muskler og vise det i al sin ynde og kraftige symmetri. Dette klinger noget radikalt, men det maa til for at utrette noget klækkelig; halve forholdsregler vil ikke kunne løse opgaven» Og han peker paa det nygræske sprogs rette utvikling siden det for en mandsalder tilbake i tiden kastet sin uetymologiske, italieniserede dragt og atter iførte sig den klassiske gammelgræsks statelige klædning.
Arme Munch — denne bitre skuffelse at Ivar Aasen svigtet fanen just som han skulde ført nationalitetens sak frem til seir, blev ham et haardt slag. Den uegte lodning holdt, de to halvringer lot sig ikke sveise sammen.
Og saa kom Knud Knudsen. Samtidig med Aasens ordbok proklamerte denne maalrealist en
