de tre nordiske datterdattersprog gammeldansk, gammelsvensk og gammelnorsk var kun et lignende slegtskap som mellem de tyske datterdattersprog gammelhøitysk, angelsaksisk og gammelsaksisk.
Avhandlingen mundet ut i en begrundelse for den normal-retskrivning som gjennemførtes i de nye norrøne tekstutgaver, samt i en opfordring til de to nabofolk om at fæste «opmerksomheten paa det umiddelbare studium av oldsvensk og olddansk», hvis «selvstændige plads ved siden av norrønasproget» han nu hadde angit. Ret spisst bemerker han:
«Det forekommer mig unaturlig at den danske og den svenske først gjennem det norsk-islandske skal lære sit eget oldsprog at kjende; omvendt burde han først lære sit eget, og gjennem dette siden hint.»
I sin iver for at se sin formaning efterlevet tok Munch sig selv fore at hjælpe det østlige nabofolk, hvor netop da det nationale sprogstudium laa i dvale. Han forfattet paa svensk en fremstilling av «Forn-svenskans och forn-norskans språkbyggnad», som en kyndig svensk kritiker hilste velkommen, med den tilføielse at forfatteren gjennem dette arbeide «har gjort sig endmere fortjent til et høisæte i den skandinaviske sprogforskning.»
Samtidig utgav Munch til bruk for studerende en fremstilling av «Det gotiske Sprogs Formlære med korte Læsestykker og Ordregister», samt en «Kortfattet Fremstilling af den ældste nordiske Runeskrift». Sin tolkning av runeindskriften paa det berømte danske Guldhorn sendte han Akademiet i Berlin som indtrædelses-hilsen; denne tolkning betegner, ved siden av dansken Bredsdorffs litt ældre heldige forsøk i samme retning, et vende-
