som noget fremmed og ubekjendt, men kun som den normale og oprindelige form for det almenbekjendte folkesprog» Samtidig gav de fuld leilighet til at forstaa slegtskapet mellem det norske sprog og de andre nationalsprog av samme rot, idet de gjorde den nye sammenlignende sprogforsknings resultater anskuelige for sine landsmænd.
Den fuldt videnskabelige utredning av dette lærde spørsmaal hadde Munch netop irettelagt gjennem en række forelæsninger paa universitetet, som han straks lot trykke i Oldskriftselskapets «Annaler» for 1846. Om denne utredning har hans efterfølger Gustav Storm uttalt, at den «var i sin tid et meget fortjenstfuldt arbeide; men endel av dens resultater maa nu berigtiges efter den senere forskning» — hvad selvfølgelig alle videnskabelige «resultater» maa; videnskap staar aldrig stille, dens egentlige væsen er et ustanselig fremad. 1 sin fremstilling av den germanske filologis historie erklærer den grundige tyske lærde Hermann Paul (1891) at Munch «tilkommer fortjenesten av først at ha paavist at det gammelnordiske sprog ikke, som man dengang almindelig antok, er hele det skandinaviske Nordens ursprog, men at det allerede bærer en særskilt norsk karakter.» Det var netop denne banebrytende avhandling som aapnet Munch døren til Berlins akademi. Han hadde her gjennemført sin mester Jacob Grimms sproghistoriske lære paa de nordiske sprog, og stillet op en stamtavle over alle germanske nationalsprog. Denne aabenbarte, at likesom det fælles gammeltyske ursprog var det fælles gammelskandinaviske ursprogs søster, saaledes hadde dette ganske som hint tidlig spaltet sig i to dattersprog: et øst- og sydnordisk (gammeldansk og gammelsvensk) og et vestnordisk (gammelnorsk og islandsk). Mellem
