alt som nu blev gjort; men heldigvis stod en likesaa villig som dygtig medarbeider netop færdig til at ta haand i hanke med, deres lærling, stipendiat Carl Unger. Denne unge forsker hadde — ved siden av sit arbeide med en gammelnorsk ordbok, hvis utgivelse dog blev stillet i bero, fordi det pengesterke danske Oldskriftselskap bebudet lignende haandbøker — særlig ofret sig for en bokstavtro granskning av de norske og islandske skindbøker. Derfor er da ogsaa den gjengivelse av disses tekster som blev hans lange livsgjerning, anerkjendt som mønstret for samtidens norrøne tekstkritik. Unger var baade i dette stykke og i sin grammatiske forskning en lærling av Munch; og begge holdt i endrægtighet fast ved det princip, at saa sandt den gamle literatur skulde gjøres tilgjængelig for den nation hvis fortid og hvis oprindelige sprog den avspeiler, da maatte de trykte læseutgaver lægges frem i en ensartet retskrivning. Alle de tilfældige smaa indbyrdes avvikelser mellem skindbøkernes forskjellige skriveres bokstavering burde jevnes ut. Dialektmerker og lignende for lærde filologer interessante smaa eiendommeligheter burde ikke trækkes med over i den trykte tekst, naar man agtet at aapne den dannede almenhet adgang til selv at læse bøker fra nationens guldalder. Dette var nemlig hvad disse vore grundlæggende nationalforskere holdt for tekstutgavernes maal.
Derfor sørget Munch og Unger ogsaa straks for at række dem — og de viste sig heller ikke at være faa — som vilde benytte denne adgang, et greit hjælpemiddel til at gjøre sig fortrolig med folkets gamle sprog; i fællesskap utarbeidet de en grammatik og en læsebok med glossar. Med flid søkte de her at fremstille det gamle sprog «ikke
