land, Færøerne, Hjaltland, Hebriderne samt visse strøk av England og Skotland» — altsaa med utelatelse av norrønasprogets egentlige hjemland, Norge. Og i 1850 kom «Antiquités Russes et Orientales» med sagatekster om Ragnar Lodbrok, Orvarod og lignende sagnfigurer, om varjager i Miklagaard m. m. Det lærde apparat skulde Finn Magnussen levere, men den gamle geheimearkivar døde i 1847, og saa fik Rafn sin nye norske ven — saa kalder han Munch — overtalt til at gjøre arbeidet; og han gjorde det fortræffelig. Men Rafn, som selv bare hadde besørget teksternes gjengivelse, hadde i sin fortale ikke sørget for at gjøre tydelig opmerksom paa at de videnskabelige bidrag helt og holdent var Munchs. Og følgen blev selvfølgelig at ikke alene den russiske kritik men endog uindviede dansker gav Rafn selv æren for hvad Munch hadde ydet. Av flere brev til Lange, som dengang var i Kjøbenhavn for at forhandle om utleveringen av endel norske arkivsaker, sees det at Munch følte sig dypt krænket. En omstændelig avhandling om forholdet mellem Norden og Rusland i ældre tid, bestemt for verket, fik han ikke engang se offentliggjort, idet utgivelsen av dets tredje bind ikke som paatænkt blev iverksat; først længe efter Munchs død blev dette meget dygtige» skrift trukket frem fra glemselen og utgit avl Gustav Storm blandt Munchs «Samlede Afhandlinger».
NORRØNA.
Munchs dristige og seirrike fremstøt mot Oldskriftselskapets besørgelse av tekstutgaver og i oversættelser av norrøn literatur bragte straks fart i den tilsvarende virksomhet paa norsk grund. Alene hadde Munch og Keyser sikkert ikke orket
