punkt i runeforskningens metode, idet forstaaelsen av den «længere runerække» fra nu av var en given ting.
DRØMMEN.
Til den store sproghistoriske avhandling av 1846 føiet Munch en note — netop i noterne fandt han ofte anledning til at fremføre merkelige oplysninger — som i knap form gjengir hans opfatning av forholdet mellem Norges gamle sprog og det i vor tidsalder brukelige skriftsprog paa den ene side og folkets talesprog paa den anden, samt av muligheten for et «virkelig norsk skriftsprog».
«Man vil herav maaske klarere end sedvanlig sker, indse at det i Norge brukelige skriftsprog i hele sin form og nationalitet er dansk og saaledes nærmest har sin rot i en tildels fremmed bund. Det blev indført som regjeringssprog ved dynastiske forhold, men mellem det og de fra oldnorsken umiddelbart utgaaende folkesprog er et dyp der ei vil kunne fyldes ved optagelsen av nok saamange norske talemaater, ti optagelsen kan dog ikke strække sig til andre end dem hvis form tillater en ordentlig indpodning paa sprogets hovedstamme; hvad der er mere heterogent (av anden rot) og derfor maaske i sin form mest egte, maa staa ubenyttet eller viser sig straks som fremmed, ved hvilket ikke engang en konsekvent retskrivning kan gjøres gjældende Man har ondt nok ved at enes med sig selv om ortografien for stedsnavne [det er karttegneren vi hører!], naar disse enten er oprindelige appellativer eller har en med appellativer analog form. Skriftsproget har saaledes uten Ager», «en Vig«; skal man nu sætte Akershuus eller Agershuus, Laurvik eller Laurvig? [paa sit kart valgte han at skrive med k]. Enten
