riens vigtigste Begivenheder», hvis omfang og stofmængde vilde gjøre det umulig at benytte den i vore dages gymnasier.
I det hele tat blev aarene 1840—44 en død tid i Munchs produktion, svarende just til Wergelands aller frodigste og modneste periode og til Welhavens poetiske glanstid. Det eneste betydelige verk som Munch i disse tørre aar hadde anledning til at utgi, var «Nordens gamle Gude- og Heltesagn i kortfattet Fremstilling» (1840).
Dette verk blev det første selvstændige skrift hvormed Munch traadte i forbindelse med det almindelige publikum i landet. Her fik nordmændene for første gang en baade letlæst og grundig fremstilling av det fyldige forraad paa myter og heltesagn som var bevart fra deres hedenske forfædres tid. Munch gjengav i underholdende skildringer de to Eddaers fortællinger om æserne, vanerne, jøtnerne samt om volsunger og gjukunger. Han tok desuten med indholdet av de heroiske sagaer om Starkad, om Rolv Krake, om Orvarod, om sverdet Tyrving m. v. Alt dette stof blev oplyst med vidtløftige anmerkninger av kritisk art og sammenligning med lignende sagn hos andre germanske folk. De forskjellige myters religiøse mening søkte han at tyde, og gav tillike en kort fremstilling av den hedenske gudstjeneste. Nogen aar senere var boken utsolgt, saa forfatteren kunde gi den ut paany med forbedringer og tillæg. Blandt disse meddelte han en oversigt over de gamle gudehovs beliggenhet omkring i landet, idet han støttet sig dels til sagaernes beretninger, dels til de oplysninger han kunde utdrage av gamle stedsnavn. Man kan sagtens forstaa Munch her var ute i rette tid, naar man husker at ikke stort over et aar senere dukket Asbjørnsen og Moes
