i 1839 blev læren underbygget med en grundmur som ingen paa lange tider vaaget sig til at rokke. Fra nu av gjaldt læren som hoveddogmet i den «norske historiske skole»s nationale trossystem.
Kunde læren ikke rokkes, vakte den dog harme i nabolandene. De to norske oprørshøvdinger i den lærde republik hadde med baade dristighet og dygtighet rettet et frygtelig angrep ikke alene mot den danske og den svenske nationalforsknings stolteste borg, hvor den mente at ha sit rike bytte — den gamle «nordiske» literatur — vel forvart i sit eie. Men ogsaa mot selve den danske og den svenske nationalitets «nordiskhet». I Danmark, hvor man fremdeles var vant til at betragte sit fordums unionsland som et uselvstændig appendiks, føltes harmen ovenikjøpet dobbelt sterkt, fordi paastanden om en oprindelig «gotisk» eller sydgermansk befolkning i landet blev fremført netop samtidig med at kløften mellem det lille kongerikes to folkebestanddele hadde aapnet sig. Kongens tyske undersaatter i Holstein og deres landsmænd i det øvrige Tyskland maatte jo faa vand paa sin mølle, naar det kunde tænkes at Danmark selv var et oprindelig tysk land, og at danskerne var halvt tyske av herkomst.
Denne stemning var temmelig sterk. Molbech hadde netop stiftet dansk «Historisk Forening», og til dens første aarsmøte i 1840 opførte han lektor Munch sammen med Jacob Aall og Gerh. Munthe (Keyser var vel en altfor farlig kjetter) paa listen over de utenlandske forskere man burde indbyde som korresponderende medlemmer. Ved voteringen blev Munchs navn strøket — uagtet Molbech hadde meddelt at han allerede var traadt i underhandling med ham som «en av Norges mest talentfulde historiske forskere og forfattere» for at sikre sig hans bistand.
