lande for der at samle bytte. Slik bedrift ansaaes dengang for hæderlig. Efterhaanden fik de forskjellige stammer av nordmænd særegne navne. De som erobret Danmark, blev av de undertvungne indbyggere kaldt daner eller herrer; derav navnet Danmark, forhen kaldtes landet med nabokysterne Gotland eller Gotesletten og inddeltes i Reidgotland (det faste land) og Øygotland (øene). De der nedsatte sig østligst i halvøen kaldtes allerede fra ældre tider, uvisst hvorfor, sviar eller svear: derav navnet Svearike eller Sverige. I Norge derimot bibeholdtes navnet «nordmænd». Østenfor Østersjøen kaldtes de varæger og kjæmpet mot slaviske folk, som der bodde iblandt dem. Nordmændene talte det gamle norske sprog, omtrent det samme der nu tales paa Island, og meget likt mange av vore almuemundarter. Det vedlikeholdt sig uforandret i Norge, hvor ingen foregaaende beboere var; danerne derimot begyndte tidlig at blande sproget med det beslegtede gotiske, der taltes av de undertvungne: derav opkom tilsidst det nyere danske. Med svearne gik det omtrent likedan. … Ogsaa i Tyskland skal enkelte stammer av nordmænd ha hersket, men hvad der om dem fortælles er kun dunkle sagn. Fornemmelig omtales en Kong Sigurd ved Rhinen av Volsungeætten o. s. v. Om Sigurd Fofnersbane haves en mængde sagn og digte; han ansaaes som Nordens fornemste helt, ja næsten som en halvgud.»
Dette var den lære som skulde indprentes norske skolegutter! Hverken Munch eller Keyser synes at ha tilkjendt sin forgjænger, lofotværingen Gerh. Schøning æren for ialfald at ha trukket op hovedlinjerne for denne deres lære: nordmændenes indvandring nordenom Botnhavet til Helgeland og Trøndelagen. Ved Keysers bundlærde avhandling
