Danmark, hvor der hittil raadet et sprog som nærmet sig gotisk og angelsaksisk. Utbredelsen dit skyldtes «de norske erobrende stammer». I sin historiske skolebok av 1838 lærer lektor Munch at øde mennesker fra hvilke vi stammer, er komne østenfra, rimeligvis fra det vestlige Høiasien. Længe før Kristi fødsel maa de være indvandret i Norden. Men de delte sig straks i to hovedstammer. Den ene, som av romerne kaldtes germaner, gik langs med det Sorte Hav, opfyldte Tyskland og utbredte sig i Danmark og det sydlige Sverige indtil sjøerne: de ældre beboere blev enten ødelagte eller forjagede. De germaner som kom til at bo i Danmark, Sverige og søndenfor Østersjøen, kaldtes alle tilsammen goter. Den anden hovedstamme gik op om det Asovske Hav og utbredte sig i det nuværende Rusland, siden gik den langs Østersjøen om og over den Botniske Bugt til Norge og det nordlige Sverige, som den fandt ubeboet for sig. Disse folk kaldte sig selv med flere navne, men brukte dog paa den nordiske halvø mest navnet nordmænd. De trængte ned mot syd indtil de møtte goterne, fra hvilke de dog adskiltes ved hine store sjøer og de uhyre og næsten uigjennemtrængelige skoger der paa den tid fandtes mellem sjøerne.» … «Nordmændene angrep ideligen goterne fra norden av. Tilsidst maatte goterne i Danmark og Sverige enten underkaste sig eller forlate landet, mens nordmændene der oprettet riker, større og mindre. Goterne utbredte sig siden længere mot sønden og stiftet mægtige riker i Italien og Spanien, men brød sig sjelden om at vinde magt paa sjøen. Vore forfædre derimot hadde især lyst til sjøkrig, og fra deres vidtstrakte kyster sværmet aarlig en mængde kjæmper eller vikinger ut paa togt til de fjerneste
