Han gav her sin ærgrelse over den danske historiefremstilling luft i en anklage som denne: «En overspændt videnskabelig retning, der stod i misforhold til landets fysiske og intellektuelle kræfter, begyndte allerede da (i midten av 18. aarh.) at ytre sig og har siden aldrig forlatt Danmark.» Dette var jo en krigserklæring.
De utæskede blev ham ikke svar skyldig. To danske historikere rykket i marken til sit fædrelands forsvar. Baade den unge Paludan-Müller, dengang endnu adjunkt i Odense, og professor Molbech. Denne energiske forsker var netop i de dage optat av at stifte den danske «Historisk Forening» som fællesorganisation for sit fædrelands nationalgranskning. Og saa lød endda et nyt støt i krigsluren oppe fra det lille oprørske Norge; det var professor Keyser som nu for første gang lot høre fra sig. Denne stilfærdige unge universitetslærer offentliggjorde i 1839 i «Samlinger til det Norske Folks og Sprogs Historie» en svær avhandling, som med ett slag endevendte alle hittil gjængse forestillinger om det oprindelige forhold mellem de tre nordiske folk.
«Om Nordmændenes Herkomst og Folkeslægtskab» — saa lyder titelen paa denne professor Keysers avhandling — gav hele det lærde videnskabelige apparat som med datidens hjælpemidler kunde skaffes tilveie, naar man vilde forsvare den nationale trossætning at Norge var «stammens hovedsæte». Sætningen var uttalt allerede i 1832 av student Munch i hans første «Vidar»-artikel, hvor han drog tilfelts mot Wergelands «sprogreformation»; han tilføiet her at det norske sprog, foruten i stammens hovedsæte, blev talt i det egentlige Sverige eller Svealand og senere synes at være indført ogsaa i Gautland eller Götaland og i
