omfattende viden om folkets fortid, speiler hans egenskaper som skribent saa at sige paa hver av verkets sider, skulde være overflødig. Som motto foran hvert av de første seks bind gjentok han et ord av den moderne kritiske historieskrivnings far, Niebuhr: deg skal søke at utføre historiens kritik ikke efter uklare følelser men forskende, ikke fremføre blot dens resultater som alene stifter blinde meninger, men foredrage selve undersøkelserne i deres fulde omfang.»
Munchs Norgeshistorie indeholder derfor saavel den sammenhængende skildring av tildragelser og tilstande som hans paavisninger av hvad han bygger paa av iagttagelser og følgeslutningen. I dette sit store hovedverk fandt granskeren, just som han var naadd frem til fuld modenhet, anledning til at konstruere en hel bygning hvori han kunde føie sine indvundne resultater ind hver paa sit rette sted som led i en samlet plan. Og planen blev en streng gjennemførelse av det nationale norrønaprincip, som en alsidig og dypt søkende forskning gjennem eggende og styrkende strid hadde indforlivet i hans sind som et stykke av ham selv. Med beraad hu tømret han sin fædrelandshistorie fra grunden av, omfar paa omfar, nov for nov, op til det store rummelige hus, hvor han drømte sig og sit folk hjemme som i den arvede fædrene bolig. «Jeg har med flid kaldt verket ondet norske folks», ikke «Norges», eller «Norges riges», eller «Norges kongers» historie. Det var min hensigt at levere en saavidt tro og fuldstændig fremstilling ei alene av landets politiske eller ytre, men og av folkets indre historie, av folkelivet i dets utvikling og fremskridning; ei alene av fyrsternes, men og av folkets egne bedrifter. Jeg har derfor ikke utelukkende kunnet holde mig til nordmændene i
