At spise Menneskekjød var for dem ligesaa naturligt, som for den hvide Mand at spise Beef med Løg; og hvis den Fangne var en personlig Fiende af Chefen, saa tog denne det Hele, og Maaltidet varede i Dage; men var der ikke dette intime Forhold mellem Chef og Fange, saa fik ogsaa de andre at æde, og da varede Festen kun kort.
Der var en Uendelighed af Racer, helt forskjellige i alt, undtagen i Klæder — de havde ingen, thi de havde ikke, nogen af dem, spist af Kundskabens Træ.
Samme Race havde almindeligvis samme Skikke, samme Tatovering, samme Frisure, — og af et fælles Instinkt gik ofte Racen sammen i Krig mod en fælles Fiende; men iøvrigt var der intet Fællesskab mellem dem. Det hændte undertiden, at en enkelt Mand opkastede sig til den hele Races Chef og forlangte Trigut — Slaver, Kvinder og Bidrag til Krig, og mange af disse Chefer blev mægtige Mænd; Sultanen af Sakara (i Uellé) havde ca. 1500 Kvinder og Kong Msiri i Katanga havde ca. 3000 og slog saaledes grundig Kong Salomos Rekord.
Den fælles Overchef bragte ikke noget Samhold inden Racen, hver Village vedblev
