diskuterede Dagens Spørgsmaal ofte og længe, og ved stadig Øvelse opnaaede de efterhvert en svimlende Veltalenhed; der herskede ubetinget Thingfred, og Taleren maatte ikke forstyrres; dog kunde Chefen under særlige Omstændigheder henstille til ham at fatte sig — om muligt —i større Korthed, ja der kunde endog efter Samraad med de Ældste bestemmes, at hver Taler kun skulde have Ordet i en bestemt Tid, f. Eks. tolv — 12 — Timer. Og medens Talestrømmen gik ustanselig og mægtig, som Floden, sad de andre stille og lyttede og sov, og glædede sig ved Synet af Kvinderne, som trællede i sit Ansigts Sved.
Af og til, naar Føden slap op, slagtede de en Slave; men det var ogsaa kun i den høieste Nød; thi en Slave var en kostelig Ting; man foretrak da heller at foranstalte en mindre Krig med nærmeste Village; og det blev en Kamp mellem Helte, og paa Liv og Død! Thi „Spise eller selv blive spist“ det var Løsenet. Den, som seirede, havde udsaaet Hevnens Dragesæd, — Hevnen var Negrene en hellig Pligt; og altid kunde man vente den Overvundnes Angreb, — det var Livets stadige Stimulans.
