langt ud paa Eftermiddagen var vi paa Opmarsch til Vidden, som vi troede langs Graahø, og styrede saa med Kompas i Haanden sydvestover mod Høvringen. Vi vidste jo ikke, at vi var en halv Mil for langt nord; Terrænet kunde alene skjelnes i svage Omrids, saa Kartet var ubrugeligt. Stormen gik til Orkan og feiede Vidden. Maanen gjorde smaa Forsøg paa at trænge gjennem de svarte Skymasser, men blev straks vist tilbage, og naar vi prøvede at faa lidt Greie paa Kartet, greb Stormen os som paa fersk Gjerning, med et extra Vindstød. Retningen var dog rigtig, og Farten heroppe paa Høiden med Stormen i Ryggen upaaklagelig, men Seilleden var gal! Støvler og Bindinger frøs, saa vi havde absolut Herredømme over Skiene. Humøret var fortræffeligt. — — —
Pludselig blev det svart forud, og en stupbrat Dal, nordover og tvers paa vor Retning, aabnede sig lige foran os i det svage Maanedis. Vi opgav da Høvringen, og holdt os til Dalen, som vi agtede os ned i; dernede var vel Træt og Ly, Hus og Fred. Det blev en haard Tørn! Dalsiderne var steile; vi maatte omgaa bratte Tverdale, kom halvveis ned, maatte saa helt op igjen, passere farlige
