at Solen lokkede os, til vi nikkede og fulgte den, at den saa forsvandt og lod Stormen dænge os.
Vi havde begge Kart og Kompas. Vi havde Chokolade, Smørbrød, Pølse, Kjæx og nul Drikke.
Kl. 9 Morgen skinnede Solen, og vi gik. Solen svandt og vi gik feil. Hvordan — det er mig endnu ubegribeligt; men vi maa i Storm-Skodden være kommet ind i Haverdalen istedetfor i Døraadalen, altsaa ½ Mil nordenfor, og med et feilagtigt Udgangspunkt har mange store Mænd før os havt vanskeligt for at naa det rette Maal. Vi gik paa Elven; den gik i Svinger og Veien blev lang. Men de bratte Skrænter var snebare; Stormen feiede Sneen væk. Vi kunde se ca. 10—20 Meter paa hver Side, og Vinden var egtenfor tvers.
Vi skjønte, at sydover til Rondevandet kom vi ikke, da vi efter Tiden alt maatte have passeret Langlup-Elven. Vi opgav derfor Mysusæter. Vi rastede Kl. 3 Eftermiddag og spiste, og fortsatte saa mod vest ind Dalen, for over Fjeldet at naa Høvringen. Først
