Side:Breve fra Kongo.djvu/172

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Skavler og gaa over lange, bare Rabber med Vinden stik imod, — — Time efter Time! Vinden var tilmed ondskabsfuld; den stansede op imellem, tog Tilløb og kom i graahvide Bundter, som sprang ligesom Granater lige i Fjæset paa os. Maanen lo høilydt i korte Minutter og forsvandt. De gamle Nordmænd havde en Sten til Hovedpude; vi havde ingen.

Og intet Steds noget Ly for Vinden.

*

Kl. 2 Nat skimtede vi Trær opover Dalsiden; der maate vi ned! Vi huggede Skiene i Sneskavler og Mosedotter og kom stykkevis nedocer, til vi saa nogenlunde kunde se, hvordan det laa an, og saa rutschede vi paa skraa ned i Dalen i lange Svinger. Hvor der var stille!... Vi ruslede nordover, tændte snadde og kosede os i magelig Dilt; men Stormen var nok blevet forbauset over at have mistet sit Butte; den ledte efter os, — vi hørte den oppe i Lien; den for ned i Dalen og pludselig fandt den os med et Henrykkelsens Hvin, just som vi med Karter og Kompas prøvede at tage en Peiling. Vi gik et Par Timers Tid og fandt en Sæter.

Que faire? Som Jurist holdt jeg strax