Ja, bevares, vi savnede dem ikke, — kun
af og til en altruistisk Følelse af Vemod overfor
alle dem, som ikke kunde nyde med os.
Hist og her saaes dog et stakkels, enligt Mandfolk — apparent rari nantes in gurgite vast; det var saa glædeligt at se disse Mænd; de var ikke forsagte; der var kommet noget frigjort over dem; som en Reisning efter længere Underkuelse; de bar ikke, i den Grad som Mandfolk før, Slavemerket paa sin Pande. Var det, fordi det endelig atter var opdaget, at Kvinden er skabt af Manden?
— — Skiene var henrykte; den mindste Muskelvirksomhed gav dem Fart, og de gled henover med kaade Spret; der var nok Vaar i dem ogsaa. Og ud paa Dagen, da Solen brandt over Jorden, blev de ikke siddende fast som paa Vinterføre; de gled da ogsaa, om end ikke saa hidsigt; det var bare, da vi vadede Heggelielven med Skiene paa, at det ligesom gik Blegsot i dem, og de for en stakket Tid sank melankolsk sammen.
Luften var kalr og skarp, og fra de forskjellige Koller, navnlig fra selve Koller’n havde vi glimrende Udsigt over alle høie Fjelde fra Blefjeld til Rondande. Gausta laa der hvid og stribet kun nogle Parasanger borte.
