Side:Breve fra Kongo.djvu/165

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Solen steg og ødslede sin Varme udover Sneen, og Lyset strømmede fra de hvide Floder; vi sad paa en Stubbe, medens Blaaveisene legte ved vore Fødder, og bagte os i den vidunderlige Solvarme; vi læskede den tørre Gane med et Glas af den røde Vin; ikke af den rige, kraftige gamle Léoville, som skjænkes med sikre Hænder af galonerede Tjenere i slebne Glas; nei, i den solide, borgerlige Cate-Jens hilsede vi Vaarens Komme, og glædede os ved, at det ikke altid skal være saa koldt, at Sjælen kraver sig i Kroppen.

I al denne Herlighed gjorde Skoven et sørgeligt Indtryk. Vinterens tunge Snemasser havde knuget Toppene, og de sterke Vinde havde meiet dem ned, især i alle Sydskraaninger, og hvor Skoven er tæt; mest de unge Trætoppe; men sommesteds var der ogsaa taget „midt paa Træet“. Vinteren havde herjet som fordum Attila, Hunnernes Konge.

Søndag Middag var vi ved Stadens Porte. — — Damerne svinsede i Torpedo og marquis; Herrerne prangede med Silkefor fra Jobs Tid; de flygtede alle, da de saa os; jeg hørte siden,

at de frygtede for „den brune Fare“.

————————