Solen steg og ødslede sin Varme udover
Sneen, og Lyset strømmede fra de hvide Floder;
vi sad paa en Stubbe, medens Blaaveisene
legte ved vore Fødder, og bagte os i den
vidunderlige Solvarme; vi læskede den tørre
Gane med et Glas af den røde Vin; ikke af
den rige, kraftige gamle Léoville, som skjænkes
med sikre Hænder af galonerede Tjenere
i slebne Glas; nei, i den solide, borgerlige
Cate-Jens hilsede vi Vaarens Komme, og
glædede os ved, at det ikke altid skal være
saa koldt, at Sjælen kraver sig i Kroppen.
I al denne Herlighed gjorde Skoven et sørgeligt Indtryk. Vinterens tunge Snemasser havde knuget Toppene, og de sterke Vinde havde meiet dem ned, især i alle Sydskraaninger, og hvor Skoven er tæt; mest de unge Trætoppe; men sommesteds var der ogsaa taget „midt paa Træet“. Vinteren havde herjet som fordum Attila, Hunnernes Konge.
Søndag Middag var vi ved Stadens Porte. — — Damerne svinsede i Torpedo og marquis; Herrerne prangede med Silkefor fra Jobs Tid; de flygtede alle, da de saa os; jeg hørte siden,
at de frygtede for „den brune Fare“.
