Aarhanen buldrede i Furutoppen, mens Hønen lyttede med Hovedet paa Skakke og ventede sin Besøgelsestid.
Og inde i Smaaskoven var der Liv, — en Snadring og Titteriting og Spirreviping og Stemmeprøving, uden Ende; jeg troede endog at høre Gjøken, — og det er det store Tegn, for „naar Gjøken galer i Stubberne — — — da blir det Vaar“!
Saa randt Solen og vi med den. Vi gik fra Mylla over Koller’n, Ringkollen Stubdal, Heggelivandene og Sørkedalen til Byen, — en passelig Maitur med Tinder og Skar, hvide Vande og dunkle Skove.
Føret var som aldrig tilforn, i de aarle Morgentimer og helt udover til kl. 10; halvanden Meter Sne, og god Is paa alle Vande; ingen Gaasegang i gamle Spor, ingen opgaaede Veie; fin kornet Sne paa det faste Underlag, og Morgensol og Fuglesang over hele Nordmarken!
Og saa var der ingen Mennesker! hvor var Stadens 50,000 Skiløbere, heri ikke medregnet Mænd og Børn? Ingen Skitur er saa vakker som om Vaaren, og aldrig er Føret saa herligt; men det var kun medlidende Smil, som fulgte os, da vi reiste; fra dem, som bare gaar efter Almanaken.
