Side:Breve fra Kongo.djvu/141

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Røik“ og de frosne Hænder skal søge at greie de tunge, isede Skjøder og Fald. Og med et fint Smil ser han opover de smekre, kostbare Greier og paa de blaaklædte Ungersvendes kjække Sømandsmine og siger: „Idag er det fint paa Soten“.

Men ingen har prøvet Farvandet her haardere end min Ven, Kjendtmanden Ole; han sidder fremme paa Bakken, og aldrig har en havareret Jagteskipper havt et mere henrykt Syn paa Livet end Ole. Hans trekantede, lyseblaa Øine blinker saa muntert i det røde Fjæs, og den ivrige, hidsige Mimik giver Tankerne Udtryk hurtigere, end hans Ord kan evne; — thi Ole er stam; forresten en lidt kjedelig Egenskab, naar han ligger paa Udkig forud og skal varsko for Grunder ved Land, saa vi i Kapseilerdystens Hede kan holde saa nær ind som muligt under Krydset; thi da hænder det, at Oles Røst lyder, — medens Mimiken besørges af hans Ben: Naa — naa — ih, ih, — naa — staar vi, og saa staar vi; Herregud, han vilde jo saa gjerne have sagt: „Klar til at vende!“

Ole sidder som sagt paa Bakken og ser paa Sotten; — her for han sydover en Novembernat for to Aar siden, selvanden med