Sin Jagt „Friheden“; og Vinden gik over til Storm, og den drog sig fra Øst til Sydost, og saa maatte han bære af, netop her, lige ved Smøgens fortræffelige Havn; Jagten sprang læk og gik tvers over; Ole og Gutten blev reddet af „Ulabrands“ Søn; men „Friheden“ sa’ Ole med et Blink i Øiet og en uhyre Mangfoldighed af Mimik: „Friheden, den sank;“ saa tog han sig en Skraa og smilede fornøiet over Livets underfulde Omvexlen. — — —
Saa bærer det indenskjærs helt ned til Vinga Fyr ved Indeseilingen til Gøteborg; der bærer det til Havs, og da kommer det først til Alvor; for nu maa der navigeres! Kompasser undersøges, Karter og Vinkelhager og Linialer lægges frem, og der arbeides og tænkes, — alt medens den fine Bris fører Skuden saa smukt afsted, at de næsten ikke faar Tid til at følge med paa Kartet; Gudskelov, at det er klar Dag, og at der er enkelte faste Holdepunkter som Niddingen Fyr og længere i sydøst Varbergs langt lysende Fæstning; men det er jo alligevel spændende, og mellem Varberg og Kullen kan Land ikke øines; vi glemmer i Navigeringens Hede rent at finde paa noget særskilt til Middag; den
