Side:Breve fra Kongo.djvu/140

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


graciøse Krumspring mellem sløve og sjælløse Brugsdyr.

Selv den svageste Søhelt kan trygt lade sin hvide Krop bæres paa Bølgen blaa i dette smule Farvand, — indtil han naar „Soten“. „Ångbåtspassagerarens“ Skræk; — for der er det aabne Hav med Skageraks krappe Sø, og mangen uniformeret Lystseiler har der ladet sin lille, runde maves Indhold; — undres derfor ikke over, at det unge Sømandsblod ruller hastigere, at Haanden klemmer fastere om Rorkulten, naar Lystseileren slipper Land og farer ud paa Soten med den fine Farkost, — og saa den stolte Følelse af Seilerlivets egentlige Alvor!

— — Men Sommerdagen er høi og blaa, Vestenviden er mild og god, og de svage, dovne Dønningers lade Bevægelser er ingen til Fortræd.

Saa er det ikke altid paa Soten; det lumske Hav dækker her kun daarligt over saa mangt et farligt Skjær, og i Høstdagenes Storme kan det bryde paa 20 Favne Vand. Letmatrosen Anton sidder hos mig paa Hækken og fortæller saa lunt og stille om Reisen over Soten med sin Jagt i Vinternattens Mørke, „naar Havet staar som i en eineste