graciøse Krumspring mellem sløve og sjælløse Brugsdyr.
Selv den svageste Søhelt kan trygt lade sin hvide Krop bæres paa Bølgen blaa i dette smule Farvand, — indtil han naar „Soten“. „Ångbåtspassagerarens“ Skræk; — for der er det aabne Hav med Skageraks krappe Sø, og mangen uniformeret Lystseiler har der ladet sin lille, runde maves Indhold; — undres derfor ikke over, at det unge Sømandsblod ruller hastigere, at Haanden klemmer fastere om Rorkulten, naar Lystseileren slipper Land og farer ud paa Soten med den fine Farkost, — og saa den stolte Følelse af Seilerlivets egentlige Alvor!
— — Men Sommerdagen er høi og blaa, Vestenviden er mild og god, og de svage, dovne Dønningers lade Bevægelser er ingen til Fortræd.
Saa er det ikke altid paa Soten; det lumske Hav dækker her kun daarligt over saa mangt et farligt Skjær, og i Høstdagenes Storme kan det bryde paa 20 Favne Vand. Letmatrosen Anton sidder hos mig paa Hækken og fortæller saa lunt og stille om Reisen over Soten med sin Jagt i Vinternattens Mørke, „naar Havet staar som i en eineste
