andet end „Oui, Monsieur“. Det voldte endel Vanskeligheder og mange Misforstaaelser. Det kom ham ogsaa engang nær dyrt at staa. Jeg havde en stor Flaske grøn Charteuse; det var en Skat, som kun toges frem ved større Høitideligheder og skjænkedes i smaa Draaber til store Personer. Men en Dag, da jeg atter skulde flotte mig med min grønne Flaske — saa var Charteusen rød! En eller anden farveblind Neger havde taget sig en forsvarlig Slurk, og for at ingen skulde se, at der var drukket af Flasken, havde han fyldt paa med slet Rødvin! Min Vrede var stor, og Giftblanderen svarede straks paa Forespørgsel „Oui, Monsieur“, men han ledsagede denne rolige Tilstaaelse med en saa energisk utvetydig reservation mentalis, at jeg ikke kunde være i Tvivl om hans Uskyld. Dengang.
Han brugte stadig Ordet black; jeg troede naturligvis, at han for Afvekslings Skyld talte Engelsk og mente Sort, medens han i Virkeligheden fremdeles holdt sig til det Franske og mente Hvid. Med et Smæk med Tungen gjorde han Hvidt til Sort.
Jeg brugte ham til Tolk, men maatte næsten være en Seer for at tolke ham. Der kom en
