Side:Breve fra Kongo.djvu/102

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


upartisk det hele med Omhyggelighed. Men jeg maa tilstaa, at naar han aabnede sin enorme Mund og smilede til mig med de filede Tænder, — saa virkede det til at begynde med noget uhyggeligt.

Han talte Fransk, Giftblanderen. Det var det, som gjorde at jeg straks ansatte ham; det vil sige, han kunde en Del Gloser, men der skulde Øvelse til for at forstaa ham; han vilde sikkelig ikke blive optaget i l’Alliance française. Hans tykke Læber snublede i Konsonanterne, og han udslyngede de merkeligste Vokaler; han smurte de for ham vanskeligere Ord med en smeldfed l. Han sagde f. Eks.: pourqloi. Da jeg første Gang spurgte ham „hvorfor“, svarede han rolig: „Il n’y a pas pourqloi ici, Monsieur“. Jeg studerede over dette Svar; men det skulde nok kun betyde at han ikke vidste hvorfor. Han kjendte i Tiltale kun 2den person Ental og kun „toi“, og da jeg alene havde praktiseret 2den Person Flertal, saa sagde jeg „De“ til ham og han „Du“ til mig, men efterhaanden lærte jeg ogsaa at benytte Entalsformen, saa vi blev Dus, Moloki og jeg. Han kjendte ikke, eller brugte ihvertfald aldrig Ordet non. Han kunde ikke tænke sig at svare en Hvid