sit tilkommende af modparten: Var forpliktelsen ikke vitterlig, måtte sagvolderen nu „fæste dom“ derfor, d. e. opnævne 6 mænd, der i forening med ligeså mange af sagsøgeren opnævnte skulde sammentræde på sagvolderens bopæl og i forhold til summens størrelse bestemme, med hvor stor benæktelsesed sagvolderen skulde benækte gjælden (alene eller med 1 eller 2 edshjælpere). Den blotte benæktelse, uden udtrykkelig at byde og fæste ed, havde ingen retsvirkning (G. L. 57). Blev nu eden aflakt (og dette skede i kirken) var naturligvis dermed det hele afgjort. Faldt eden, var forpliktelsen dermed bleven vitterlig (dœmt fé), og nu, – ligesom når den fra begyndelsen havde været det, såvelsom nar sagvolderen ikke havde villet fæste dom, – måtte denne uden videre betale. Vilde han ikke dette, da først kom sagen til tings; men her var der ikke mere spørgsmål om at påkjende forpliktelsens tilværelse; denne var given, og søgsmålet angik alene den forbrydelse, hvori sagvolderen havde gjort sig skyldig; han blev nu dømt for ran og retsfornæktelse (løgleysi) eller for dombrud (domrof), og tingmændene var forpliktede til at fare med sagsøgeren til modpartens bopæl og udtage gjældens dobbelte beløb foruden bøderne (atfør, atfararþing) ligesom sagvolderen efter omstændighederne blev fredløs. – Det var således sagvolderen, som i alle tilfælde havde den aktive rolle: enten havde han at betale eller at fralægge sig sin forpliktelse; sagsøgeren havde kun at „kræve“ og påse at alle former var iakttagne. – Med dette rettergangssystem stod igjen den hele lære om forpliktelsers stiftelse i nøje sammenhæng, navnlig den bestandige stræben efter at knytte retsforholdene til visse ydre former, og derved gjøre de konkrete retsspørgsmål så objektive som muligt. Som et oplysende eksempel skal endnu kun anføres fremgangsmåden, når exceptio solutionis fremkommer: Betaling af en gjæld skulde nemlig ske vidnesfast; var dette iakttaget, kunde i regelen ingen proces opstå, ti mod betalingsvidner (ályktarvitni) kunde ingen modvidner føres; havde derimod debitor betalt, uden at tage vidner derpå, matte han, hvis kreditor næktede at have fået betaling, betale gjælden (der ved den i hans exception liggende erkjendelse var bleven vitterlig) op igjen, og derefter med kvaða søge sin regres, (se G. L. 59, jfr. 116).
Det fremgår af det ovenfor anførte, at der ikke egentlig kan siges, at forpliktelsen til at bruge rettergang i og for sig medførte nogen mærkelig forhaling. Kom sagen til tings, fik sagsøgeren umiddelbart sin fordring, såfremt der var noget at få. Om nogen litispendens kan der således i den norske rettergang kun undtagelsesvis være tale, og noget retsmiddel til at beskytte sagsøgeren mod at lide uret ved det for retsplejens skyld bevirkede ophold behøvedes følgelig ikke. – Men derimod stod det naturligvis ikke til at undgå, at den berettigede faktisk måtte komme til at lide et ophold i sin retsnydelse, når han skulde iakttage den lovlige fremgangsmåde, og dette hensyn, i forbindelse med den anførte hovedgrundsætning om den forpliktedes plikt til umiddelbar opfyldelse, hvoraf fulgte, at ethvert ophold i retsnydelsen for vore forfædres retsbevidsthed fremstillede sig som en uret, førte dertil, at der også i vore ældre love fandtes institutter til midlertidig beskyttelse for en påstået ret, der endog var langt kraftigere end vi vilde finde det forenelikt med vore processuelle institutioner, i hvilke det, som bekjendt, er en grundsætning, at den forhaling, som rettergangen forvolder,
