ej er nogen uret, men alene en ulempe, hvori enhver må finde sig som nødvendig til retsordenens opretholdelse, og at det blot er mod misbrug i denne henseende, at retsmidler gives. Disse institutter, der, ligesålidt som den hele omgangsmåde med private tvistemåls afgjørelse, påkrævede mellemkomst af nogen offentlig auktoritet, var i sager angående penge og gods (processuel) borgen (tak)[1] og i ejendomstvistigheder forbud eller lovfæstning.
Samtlige vore ældste love bestemte, at sagsøgeren i alle sager angående penge og gods (fjársóknir) havde ret til at kræve borgen af den sagsøkte (æsta hann taks), Gulatingslov kap. 102, Frostatingslov III. 20, XI. 26, 27, Bjarkøretten 52 og 98. Tilsvarende bestemmelser findes i Magnus Lagabøters nyere bylov VII. 12, 13, 24, 25. I hans nyere landslov er derimod tak forsvundet. – Vægrede sagsøkte sig ved at stille borgen (fœra tak), forfaldt han i en bod af 3 mark (efter B. L. 1 mark), hvorhos sagsøgeren efter F. L. havde ret til sagesløs at sætte sig i besiddelse af såmeget af hans gods, som fordringen udgjorde (tœkr er saklaus eyrir svá mikill sem søk var til gefin). Var skyldneren uvederhæftig og ikke formåede at stille borgen, forfaldt han dog ikke i bøder, med mindre han forflyttede eller afhændede sit gods (fœra eller selja fé sitt undan tøkum), hvorimod sagsøgeren var berettiget til at bemægtige sig hans person og holde ham i forvaring, dog uden at lemlæste ham, indtil tinge;[2] hvis han ikke da straks betalte eller hans frænder løskjøbte ham, kunde han som en modvillig og uvederhæftig skyldner lemlæstes på hænder og fødder.
Ifølge Gulatingsloven behøvede den, der ejede såmeget som 3 mark i formue eller et skib så stort, at det regnes efter sesser, ikke at stille tak, og efter F. L. befriede ligeså besiddelse af gård på landet eller hus i kjøbstad for plikten at stille tak: da „varðar þat taki fyrir hann“. Han var imidlertid da under det anførte ansvar forpliktet til ikke at afhænde eller forflytte sit gods. – Byloven indeholder ingen sådan fritagelse.
Tak bestod altså kun undtagelsesvis i sikkerhed i gods. At denne sikkerhed imidlertid i såfald alene har bestået i personlig forpliktelse for den taksatte til under straf ikke at afhænde eller forflytte sit gods, altså af samme art som arrest, er indlysende dels deraf, at lovene intetsteds herom bruger det almindelige udtryk for tinglig sikkerhed, nemlig veð, medens tak overalt sammenstilles med varðsla, der netop er det udtryk, som bruges om den personlige borgen, dels deraf, at det samme udtryk: at angjældendes bú varðar taki fyrir hann, bruges i tilfælde, hvor det vilde
være en urimelighed at forstå det om en almindelig panteret, således F. L.
- ↑ Det er dog neppe riktikt at betrakte tak som et i sig selv processuelt institut, ihvorvel det i processen finder sin meste anvendelse. Ordet kommer af at taka, tage, (jfr. mistekja, selvtækt, at taka fyrir øðrum) og betegner således nærmest tvungen sikkerhedsstillelse, i hvis mangel vederparten kunde tage sig ret på egen hånd, i modsætning til den frivillige borgen i kontraktstilfælde, der benævntes varðsla, pl. vørðslur (uf varða, gjælde for, komme an på).
- ↑ Mærk udtrykkene: „gánga sjálfr í tak“ (B. L. VII. 13) „bjóða sik sjálfan í tak“ (B. R. 23, 50) = borge for sig selv (Chr. V. N. L. 1–21–3), „sitja í tøkum“ (G. L. 261) = sidde i fængsel.
