dette (se som et betegnende vidnesbyrd herom F. L. IV. 50 og 52). Og heraf fulgte, at embedsmændene i oldtiden (sysselmændene, årmændene, ja selv lagmændene) ikke at tale om hirden, – der alligevel nærmere er at stille ved siden af et ministerium end et hofpersonale, – i virkeligheden indtog en stilling som kongens, ikke som statens tjenere, idet de offentlige funktioner, som pålå dem ved siden af deres private tjenesteforhold til kongen, mere pålå dem til opfyldelse af deres herres forpliktelser mod folket i disse retninger, end som følge af nogen deres embede som sådant tilliggende statsauktoritet (Jfr. her G. L. 152 i slutn, 253 F. L. Indl. 12, IV. 4, 53 i slutn., X. 33).
Det er stilledes kun højst uegentlig, at man kan tale om nogen regjering og embedsmyndighed i Norge i ældre tider. Den egentlige ledelse af folkets indre anliggender hvilede hos lendermændene, der vistnok som kongens håndgangne mænd også skyldte denne troskab og lydighed, men hvis makt i folket havde sin grund i deres af kongemakten uafhængige stilling som den patriarkalske høvdingemyndigheds indehavere.
Anvendt på retsplejens udøvelse, førte denne samfundsorden derhen, at den mand, som formente sig at have en ret imod en anden, ikke havde i vægringstilfælde at henvende sig til staten, for først at vinde dennes anerkjendelse, og dernæst gjennem dennes funktionærer at forhjælpes til nydelsen af sin ret; men det var enhver mands egen sag såvel selv at yde andre, som selv at skaffe sig ret, i fornødent fald med sine omgivelsers bistand. Selvtækt (mistekja, at taka), der er opløsende for al retlig orden, var vistnok i borgerlige retstvistigheder forbudt, og alle lovene fastsætter, at hver mand „er værd dom for sit gods“ (G. L. 34, 141, 142. F. L. IV. 50–52. X. 1 og 36; M. L. VIII. 1. B. L. ibid.). Men heri lå kun, at sagsøgeren matte befølge en lovlig fremgangsmåde i at skaffe sig ret, og denne fremgangsmåde bestod ikke i at erhverve anerkjendelse af nogen offentlig auktoritet; og ved „dom“ forstodes ikke, som nu’ et mandat af en statsmyndighed, men alene en beslutning af en samling af medborgere, der vel for den tabende part medfører en nødvendighed, men i regelen ikke går ud på nogen anerkjendelse af forpliktelsen.
Det hører ikke hid at give nogen almindelig fremstilling af den gamle norske rettergangsmåde, men en kort udsikt over dens hovedtræk vil være fornøden til at forklare forholdet.
Princippet var, at det påligger enhver som en tvangsplikt selv at efterkomme sine forpliktelser, – en plikt, hvis tilsidesættelse medførte straf (løgleysi, réttleysi). Var forpliktelsen ikke in confesso, måtte den først bringes på det rene; men dette var parternes egen sag; bevisførelsen, om man vil kalde det så, foregik ikke for retten, og bevismidlerne (ed og gudsdom) var af den beskaffenhed, at de ikke vel kunde være gjenstand for
nogen retlig bedømmelse. – Sagsøgeren havde først højtidelig at kræve[1]
- ↑ G. L., der i det hele klarest fremstiller rettergangsreglerne, bruger bestandig om opfordringen til at betale gjæld, når den er vitterlig, ordet kraf, at krefja; når den ikke er vitterlig, kvaða, at kveðja (hilse), der betegner en mindre indtrængende opfordring. F. L., hvis bestemmelser i det hele er dunklere, skjønt i det væsenlige overensstemmende, bruger i første tilfælde ordet útbeitsla, at beiða út. G. L. 35, 37; F. L. X. 6, 8, 11–18 og 24; B. R. 158.
