ejendomme oppe på land með lagakefli“.[1] Vistnok kan her „hegna með lagakefli“ forståes om at erhverve dom for sin ret, jfr. B. R. 146, hvor det selvsamme er gjengivet med „hegna með løgum“. Lagakefli (ordret: lovkjævle, lovstav) var i F. L. et i sager om faste ejendomme brugelikt symbol, hvis nærmere beskaffenhed vi imidlertid ikke kan angive;[2] at „sœkja með lagakefli“ ved fast gods modsættes „með útbeitslu“ ved løsøre (se F. L. IX. 30, X. 11 og 24, B. R. 158). I F. L. XIII. 23, der handler om tvistigheder om holt eller hage, ager eller eng, bruges udtrykket „undir lagakefli“ i betydningen: medens sagen varer, og „undan lagakefli“ i betydningen: til præjudits for søgsmålet, jfr. M. L. VII 24, hvor det er gjengivet med „undan dómi“. Men da det dog ikke er let at indse, på hvilken retsgrund en dom for eneret til det, som i regelen stod alle åbent, skulde kunne vindes, synes det naturligere at antage, at denne „hegning með lagakefli“ har været et slags extrajudjciel, men i retsformer foretagen fredlysning, hvorved eneret til sælvær erhvervedes, ganske som nu ifølge 5-13–15, (der dog har fået sin nuværende form ved en misforståelse). – Også i den gamle tyske rettergang findes „staven“ brukt som symbol for overgivelse af og for besiddelse af myndighed, ligesom der, dog neppe udenfor den saxiske (og schwabiske) ret, findes spor af anvendelse af „korset“, ærbødighedens tegn, til midlertidig beslaglæggelse af en omtvistet ting, se Jac. Grimms Rechtsaltertümer S. 173. Men nogen bestemt analogi lader sig her neppe eftervise.
I den følgende lovgivning undergik lovfæstningsinstituttet ingen videre forandring. Det synes dog at være kommet i brug at lade lovfæstelse, ligesom arrest, udføre af den kongelige ombudsmand, hvoraf følgen blev, at brud på et sådant forbud medførte den almindelige bod for brevbrud, eller ulydighed mod en kongelig befaling. Det siges også udtrykkelig i en anordning, udgiven af statholderen Paal Hvitfeld i forening med høvedsmændene på Agershus og Bergenhus m. fl. i Bergen den 26 Aug. 1573 (Paus S 368): „at al arrestering eller forbud (ɔ: lovfæstning), som kgl. maj byfoged gjør udi kongens navn, skal dømmes for 8 ørtuger og 13 mark“, og der forekommer i nogle i Norske Samll. I. S. 161 fgg. meddelte lensregnskaber for Agershus len for årene 1557–8 og 1560–1 oftere under sagefaldet opført bøder for brud på lovfæstning, hvis størrelse imidlertid ikke findes angivet. Deriblandt anføres: „at have taget en kvie i lovfæstning“, hvilket viser, at lovfæstning fremdeles anvendtes på løsøre, jfr. F. L. XIII. 21, der dog ikke er optaget i M. L.
Chr IV. L. indeholder om lovfæstelse ganske de samme bestemmelser som M. L. I henseende til terminologierne, da tilføjer loven, som oversættelse af det gamle ord lovfæstning, snart „eller forbud“, snart „eller
fredlysning“, almindeligvis det første, når lovfæstning omhandles i forbin-
- ↑ I mellemtiden fra 3 uger før St. Hansdag og 6 uger før jul var derimod alle sælvær ipso jure fredede, og den, som da tog sæl på anden mands vær, straffedes som tyv.
- ↑ Hvor fristende det end kunde være her at tænke på den gamle romerske vindicta, og hvor mange mærkelige overensstemmelser der end kan påvises mellem vor ældste procesmåde og den romerske legis actio sacramento (jfr. veðjanardómr), tør man dog vistnok ikke anse dette for mere end en tilfældig lighed.
