delse med en bestemt modpart, det sidste, når den tænkes rettet mod alle og enhver. At det dog hermed ikke her været lovens mening at indføre nogen skjelnen mellem tilfældene som henhørende til tvende forskjellige institutioner, men alene at forklare det gamle norske ord med det nyere, som på ethvert sted passede bedst, fremgår deraf, at i begge tilfælde også ordet „lovfæstning“ er tilføjet, ligesom også „lovfæste“ bruges uden videre forklaring, sål. i VI. 3 og 22, jfr. 16, – og kap. 19 (om den fordoblede landnam), der åbenbart gjælder lovfæstelse i begge betydninger, alene definerer det med „fredlysning“, og sednere i kapitlet ikke tilføjer nogen forklaring. I kap. 38 (kilden til Lovb. 3–12–12) heder det „forbyde“, uden at der er tilføjet „eller lovfæste“; men dette har sin grund i den overfor berørte omstændighed, at denne anvendelse heller ikke i kilden, M. L. VII. 40, betegnes som lovfæstning, fordi det der er taget af den ældre Gulatingslov, der aldeles ikke bruger dette ord.
Derhos har Chr. IV. L. indført 2 nye anvendelser af aldeles uprocessuelle forbud, eller fredlysninger, nemlig med hensyn til bjørn i vinterleje (Chr. IV. L. VI. 56) og sælhund på skjær (Chr. IV. L. VI. 62). Men begge disse anvendelser har sin grund i uriktig oversættelse af de gamle kilder. Det førstnævnte lovsted er taget af M. L. VII. 58, der igjen er hentet fra G. L. 94, og bestemmer, „at enhver kan vejde ulv og bjørn i hver mands skov, undtagen da, når bjørn er kvarvet (ɔ: indringet) i sit hide; da skal han (som har indringet den) lyse det i mænds forsamling, at det er hans kvarv; vejder derefter andre den, da vejder de for den, som ejede kvarvet, og landnam til jorddrotten.“ Her har oversætterne af Chr. IV. L. ikke forstået ordet „hvarf“, og gjengivet det på slump med „skov“. Dernæst har de oversat ordet „horfinn í hiði“, – eller måske den afskrift af M. L., som de benyttede, har haft læsemåden í viði ɔ: skoven, hvilket nogle codices af M. L. har, jfr. parallelstedet i F. L. X. III. 6: nema inni sé viðaðr), – med „ligger i vinterleje“, hvilket i og for sig nok kunde gå an,[1] og således er misforståelsen opstillet. – At den her foreskrevne „lysning“ i M. L. ikke er en anvendelse af lovfæstning, sees deraf, at der alene er sat enkelt landnam. Således som det nu står i Chr. IV. L., er stedet meningsløst, dels fordi „den som skoven ejer“ og „jorddrotten“ nævnes som tvende forskjellige personer, dels fordi det vel måtte være en overflødig gjerning af grundejeren at lyse til tinge, „at bjørnen ligger i hans skov“, – noget som jægeren jo kunde se. – Kilden til Chr. IV. L. VI. 62 er M. L. VII. 65, der igjen er taget af G. L. 91. Her heder det, at enhver er berettiget til fra søen af (men ikke fra land) at skyde sælhunde; hvad enten de ligger i søen eller på land, „med mindre sæl ligger på et skjær, som er bygget dæmning for“ (á latri þvi er stilli er til ladit). Disse sidste ord har oversætteren ikke forstået, men gjengivet på slump med: „som fredlyste ere“. – Fra Chr. IV. L. er igjen begge disse steder, således forvanskede, komne over i Chr. V. Lovb. 5–10–5 og 5–12–15, og således har disse to anvendelser af fredlysningen idet sin tilværelse, medens
de ikke findes i de ældre love. – Det er ellers mærkelikt nok, at
- ↑ Horfinn af hverfa = dreje om, altså både transitivt: gå rundt og intrans. trække sig tilbage.
