almenning er hans private ejendom, lovnæste og dernæst inden 5 dage stævne ting; i modsat fald taber lovfæstelsen sin kraft for denne gang. I tilfælde af ulovlig gjærding over elv bestemte F. L. XIII. 9, at de ovenfor boende skulde „lovfæste og lægge femterstevne“; men heri ligger vel kun, at ingen anden end disse tænkes at kunne have interesse i at optræde, og i M. L. VII. 48 (jfr. Lovb. 5–11–12) er dette forandret derhen, at klageren, hvis angjældende ikke straks selv river det ned, kan, som i andre vitterlige sager, umiddelbart sætte sin ret igjennem ved tingmændenes hjælp, og der er som følge heraf ikke tale om nogen lovfæstelse.
I odelssager nævnes lovfæstelse aldrig, og den hele omgangsmåde, som foreskrives for odelssøgsmal, synes også at matte gjøre foreløbige retsmidler uanvendelige. Heller ikke findes lovfæstelse nogensinde anvendt i bylovene (jfr. dog B. R. 98 sidste passus, der dog uden tvivl ved en uopmærksomhed er kommet ind fra F. L. III. 20). På et enkelt sted, B. L. VI. 6, nævnes tak som anvendelikt i slige sager, nemlig når nogen sætter sit hus på anden mands grund; men det er her rimeligst at antage, at de gamle, overensstemmende med sin løsere opfatning af kjøbstadgrund, ikke har betraktet de deraf opstående søgsmål som nogen vindikation af grunden, men nærmest som et personlikt søgsmål mod den byggende til bygningens borttagelse, og under denne opfatning bliver anvendelsen af taksætning ganske overensstemmende med de almindelige regler, jfr. ovf. S. 9.
I den ældre Gulatingslov forekommer ordet lovfæstelse intetsteds; men at dog institutionen også der fandtes, kan sees deraf, at denne lov indeholder de samme hovedanvendelser af den, og med samme retsvirkning som de øvrige. Således: G. L. 81 (mod at beholde kvæget hjemme om sommeren), der er gået over i M. L. VII. 40, som dog, vistnok af den grund, at G. L. kalder dette „forbud“ og ikke lovfæstning, har forandret den i kilden for overtrædelse fastsatte fordoblede landnam til en bestemt bod; G. L. 91, der i almindelighed bestemmer, at landnamen fordobles „ef fyrirboðit er“, aldeles ligesom F. L. og M. L. om lovfæstning; G. L. 72, der indeholder den samme bestemmelse som de øvrige love, at jorddrotten kan beslaglægge lejlændingens avling, når denne ikke betaler landskylden, og ligeledes antyder, at overtrædelse af forbudet før stævningen, intet ansvar pådrager. På det sidstanførte sted betegnes imidlertid lovfæstelsen ved at „krossa loð til leigu ok firirbjóða honom at neyta undan krossi“, og dette lader formode, at fremgangsmåden i Gulatingslagen har været forskjellig fra den i de øvrige lagdømmer brugelige, nemlig ikke bestået i en mundtlig protest ved kirkestevne eller til tinge, men i en ydre symbolsk handling, sandsynligvis oprejsning af et kors, ledsaget af et mundtlikt tilhold på åstedet. En sådan indretning findes også virkelig i de gamle waliske love; den var anvendelig i de selvsamme tilfælde som den norske lovfæstelse, og dens virksomhed var, ligesom dennes, begrænset til et år (se Walter, das alte Wales § 203). – Også i F. L. findes et enkelt spor til at lovfæstelse kunde foregå ved en lignende symbolsk handling, nemlig i XIV. 11, hvor det heder, at fra 6 uger før jul til 3 uger før St. Hansdag „skal man selv hegne sine sælhundevær på samme måde som man hegner sine
