fjártak og laga-tak; det første var borgen for selve fordringen, medens det andet synes at have været borgen for at sagvolderen skulde møde ved de processuelle handlinger (jfr. sv. Vestgøtalag Tyveb. ældre Cod. kap. 11); ti nar sagvolderen ikke mødte, blev nemlig rettergangen spildt. – Fjártak kunde alene fordres, hvor gjælden var vitterlig, og var således ikke egentlig noget processuelt retsmiddel, da vitterlig gjæld, efter hvad oven er forklaret, skulde betales uden nogen proces. Efter B. L. VII. 12 var den, som havde gnist i fjártak for en anden, pliktig at betale straks inden messen den følgende dag, i hvis mangel sagsøgeren straks kunde stevne forløftningsmanden for ran og, efter ny taksætning, straks holde atfør hos denne. Det er derfor også just ved dette slags tak, at B. L. giver de oven anførte strenge regler om borgens vederhæftighed. En anvendelse heraf var det tak, som måtte stilles, når ed var fæstet (eiðatak), se B. R. 23, 46, 96; ti dersom eden faldt, var gjælden derved bleven vitterlig (dœmt fé, se ovf.); fremdeles det tak, som omtales i B. L. VII. 5 jfr. 9 og 10, i tilfælde af uhjemlet eller dobbelt salg. Når nemlig sagsøgeren først med tak (laga-tak) havde stævnt sin vederpart for bymødet eller for lagmanden, og her havde fået ret, kunde han derefter setja hann i fjártak. – B. R. 98 bestemmer iøvrikt, hvad der vel forstod sig af sig selv, at sagsøgeren, uden at forspilde sit søgsmål, kunde lade sig nøje med laga-tak istedetfor fjártak; bød derimod den sagsøkte uden sagsøgerens samtykke laga-tak, hvor fjártak var krævet, forfaldt han i den samme bod, som om han ganske havde næktet at stille tak. – I landslovens nævnes fjártak ikke, med mindre det tak, som efter F. L. IX. 28 kunde afæskes den værge, som vilde rejse bort med myndlingens gods, skulde have haft sådan betydning.
Var derimod fordringen ikke vitterlig, kunde sagsøgeren aldrig fordre andet end laga-tak, der alene synes at have gået ud på, at sagvolderen skulde møde (jfr. F. L. X. 27). Dette var igjen, efter sagens forskjellige stilling, enten tak til stefnu – for at sagvolderen skulde møde ved skilledommen efter hjemstevne –, tak til móts – for at han skulde møde ved bymødet –, tak til dóms – for den endelige dom –, eller tak til lögmanns eller til laga órskurðar – for at han skulde møde for lagmanden. Disse distinktioner havde imidlertid alene på landet nogen virkelig betydning. I byerne derimod, – hvor bymødet trådte istedet såvel for den skilledom, der skulde sættes efter hjemstevne, som for herredstinget selv, så at den endelige dom fældedes umiddelbart på samme (jfr Norsk tidsskrift V. S. 115), faldt tak til stefnu, til móts og til dóms i virkeligheden sammen og bruges derfor i bylovene iflæng. I overensstemmelse hermed må vistnok det dunkle sted i F. L. X. 31 første passus forklares, hvor det siges, at, når en bonde skal sagsøges i kjøbstaden og bliver afæsket tak, da skal han skaffe tak til stefnu til móts fjala (?), om han end er afæsket tak til dóms.
Som alle andre processuelle opfordringer, måtte opfordringen til at stille tak fremsættes for sagvolderen på dennes bopæl. Traf sagsøgeren sin modpart udenfor hans hjem, eller var denne en løs og ledig person (einleypr maðr), kunde sagsøgeren dog foreløbig kræve borgen for, at han skulde lade sig finde i sit opgivne hjem (når krav eller kvaða skulde fremsættes) – brautar tak (vej-borgen), tak til heimilis, se G. L. 102, F. L. X. 36, 27, 31, jfr. B. L. VII. 24. Dette kom således til anvendelse, når
