en bonde taksattes under sit ophold i byen for en sag, hvorfor han skulde søges hjemme i herredet. Efter de 2 sidst citerede lovsteder synes bofaste folk, uden hensyn til deres ejendoms størrelse, at have været frie for at stille dette tak, og kun at have behøvet at gjøre rede for sig; under en modsat forståelse synes nemlig det gjentagne tillæg, at bú hans skal varða taki, ikke at få nogen selvstændig betydning. Jfr. endnu F. L. XVI. 2.
I G. L. 102 nævnes endvidere kyrsetu-tak, og efter sammenhængen skulde man tro, at herved forstodes borgen for, at sagvolderen skal sitja kyrr og ikke begive sig bort, – altså alene en anden benævnelse for den processuelle borgen ialmindelighed. Dette er dog vistnok ikke riktikt, hvorimod det synes klart, at kyrsetutak har været borgen for en omtvistet tings tilstedeblivelse, altså det samme tak, som omhandles i M. L. IX. 4, B. L. 7. Dette synes umiskjendelikt at fremgå af sammenligning med de gamle svenske love, hvor kvarsætutak udtrykkelig tillægges denne betydning og opstilles som en tredje hovedform for lagatak, se således Vestgøtal. Tyveb. kap. 8 og 9 (der aldeles svarer til M. L. X. 4) jfr. kap. 11: þry æru laghætak. et ær brötar tak. annæt ær kvarsætu tak. Þriþiæ ær skiælæ tak (der svarer til det norske tak til dóms). Ordet kyrsetutak forekommer iøvrikt kun på det ene anførte sted i de norske love; i M. L. IX. 4 står tak uden nærmere betegning; men herved er at mærke, at dette er den eneste anvendelse, hvori tak findes i Magnus Lagabøters landslov, og i ethvert fald er dette en fra de øvrige ganske forskjellig art.
Endelig skal for fuldstændighedens skyld omtales en egen art af borgen, der vistnok mere er af obligationsretlig end processuel betydning, men som dog, dels fordi den bestemt er adskilt fra den almindelige kontraktmæssige kaution (vørðslur) og en egen udvikling af tak-institutionen, dels fordi dens øjemed var at give betryggelse under et mulikt søgsmål, fortjener at omtales, nemlig det såkaldte heimilðar-tak (hjemmelsborgen), der findes i alle de gamle love undtagen Frostatingsloven, se G. L. 254, B. R. 110–11, M. L. VIII. 10, 13 jfr. IX. 4, B. L. VII. 6–8 jfr. VIII. 7, men hvorom dog især bylovene indeholder fuldstændige regler. Ved alle handler om huse eller skibe eller brukte sager af enhver art (gripir eller gripir hafðir) samt tamt kvæg, skulde sælgeren stille kjøberen borgen for hjemmel. Kjøberen blev derved altid befriet for tyvssøgsmål og kunde, hvis tingen blev ham fravindiceret, søge sin erstatning af hjemmelskautionisten, der igjen havde regres til sælgeren (se især B. R. 111). Forsømmelse af at tage heimilðartak medførte, at kjøberen blev behandlet som tyv, dersom han ikke kunde værge sig med settered og nævndervidne, og, selv om han sednere finder sin hjemmelsmand, vistnok havde regres til denne, men alligevel selv var ansvarlig for bøderne. Hvorvidt vindikanten kunde gjøre noget særskilt ansvar gjældende mod hjemmelskautionisten, omtales ikke. G. L. 254 og M. L. IX. 4, B. L. 7, siger vistnok, at vindikanten, efter at have bevist sin ejendomsret og fået sin ting tilbage, har valget mellem at fare bort med sin ting, og dermed lade videre forfølgning bortfalde, eller prøve (reyna) den andens heimilðartak. Men ved det sidste menes dog neppe andet, end at vindikanten, hvis han vil anstille videre tyvssøgsmål, må vende sig mod den, der har stillet heimilðartak, hvorved jo denne borgens godhed i egentlig forstand kan siges at sættes på
