At taksætning ikke mindre var anvendelig i misgjærningssager end
i almindelig civile sager, fulgte allerede deraf, at processens princip ikke
var forskjellikt i begge tilfælde. Tvertimod må man snarere sige, at den
hele institution egentlig hører nærmest hjemme i søgsmål, der rejser sig af
forbrydelser, og at det egentlig er det i retsnæktelsen liggende element af
forurettelse, der har gjort den anvendelig også i rent civile tvistigheder.
Vi vil også nedenfor se, at det netop var i de førstnævnte sager, at den
holdt sig længst, indtil den ligefrem gik over til den i vor rettergang endnu
gjældende kriminelle borgen. Tak anvendtes adledes fremfor alt i ikke
vitterlige tyvssager (uhjemlet besiddelse af stjålne koster), se G. L. 254,
Hk. 133, B. R. 111, 120, M. L. IX. 4. B. L. VIII. 7; for mandhelgsager i
almindelighed, B. R. 50, 14, 26, 126. B. L IV. 12; for ran, B. R. 6, 44, 45,
bedragen i kjøb og salg, B. R. 108, B. L. VII. 5 og 9; for skjødesløshed
med ild, B. L. VI. 10; forsømmelse af skibsdræt B. R. 134, B. L. VI.
17; kristendomsbrud jfr. F. L. III. 23. I ubodemål og hvor misdæderen
var greben i gjærningen, kunde imidlertid ikke tak få nogen anvendelse,
eftersom lovene i disse tilfælde ubetinget påbød personlig fængsling, se G.
L. 152, 183, 253; F. L. IV. 10. XIV. 12; B. R. 13; M. L. IV. 8, B. L.
ibid.; 16, B. L. 17; 19, B. L. 20; IX. 2, B. L. ibid., jfr. B: L. VI. 2, ligesom
hævn, hvor denne var tilladt, naturligvis matte udelukke enhver formelig
fremgangsmåde. – I ejendomstrætter synes dog tak ikke at have været
brugelikt. På landet var dette også en naturlig følge af, at den der brugelige
fremgangsmåde med lovfæstelse gjorde taksætning overflødig. Men, –
ikke at tale om, at dog også her borgen kunde have haft sin nytte for
bødernes og skadegjældens vedkommende, hvis man antager lovfæstningen
uanvendelig for pengefordringer, – så finder man heller ikke i byerne, i
hvis love lovfæstelse aldrig omtales, tak anvendt i sager angående fast gods
mere end et eneste sted, B. L. VI. 6, hvor tak anvendes mod den, som
har bygget sit hus på anden mands jord eller tomt; men heraf kan egentlig
intet udledes.
Såvel æskningen som stillelsen af tak var naturligvis, ligesom alle andre processuelle handlinger i ældre tider, forbundet med bestemte formaliteter. Deriblandt kan mærkes, at sagsøgeren, når han æskede tak, ikke måtte indfinde sig med flere end 2 vidner hos sagvolderen, ligesom denne på sin side heller ikke måtte tage flere end 2 vidner foruden sin forløftningsmand med sig, når han begav sig til sagsøgeren for at stille tak. Overtrædelse heraf betraktedes som voldsom hjemsøgelse, og medførte en bod af 8 ørtuger og 13 mark (B. L. VII. 25). – Taksætningsvidnerne kunde, ligesom andre processuelle vidnesbyrd, ikke mødes med modvidner, B. L. VII. 3 (jfr. M. L. I. 4 og VIII. 2). – Sagsøgeren kunde fordre tak stillet straks han æskede det. Ifølge G. L. 102 og F. L. IX. 26 var sagvolderen pliktig til på stedet at opgive, hvem der skulde være tak for ham, og sagsøgeren skulde ledsage ham til det opgivne sted. Slog dette fejl, kunde sagvolderen endnu prøve, om han kunde finde borgen på 2 steder til; men slog det også fejl på 3dje sted måtte han ikke skyde videre, men sagsøgeren kunde nu straks tage ham bunden med sig hjem.
Efter sagens forskjellige beskaffenhed og søgsmålets forskjellige stilling måtte tak være af forskjellig betydning. Bylovene skjelner mellem
