Af Litteraturen mærkes:
K. A. Rogge, Das Gerichtswesen der Germanen, Halle 1820, Kap. 1 og 2.
W. E. Wilda, Das Strafrecht der Germanen. Halle 1842.
Den samme Grundsætning om Individernes uafhængige Stilling i Forholdet til hinanden, der gaar igjennem Nordmændenes Samfundsliv i det hele, fremtræder ogsaa i deres Strafferet. Straffen udgaar ikke fra Samfundets Stræben efter at realisere en sædelig Livsorden ved at modvirke Uretten som saadan, men fra den Enkeltes Trang til at erholde Oprejsning for den lidte Krænkelse enten ved egen Magt eller gjennem sine Omgivelsers Bistand. I disse den Fornærmedes Bestræbelser tager Staten ifølge sin Opgave: at vogte Samfundets Fred og Sikkerhed, altid mere og mere virksom Del, efter som den selv vinder større og større Fasthed, og denne dens Opgave mere og mere bevidst erkjendes. Men denne Statens Indgriben ved Retskrænkelsers Paatale og Straf har dog blot en støttende og modererende Karakter. Det kommer først langt nede i Tiden dertil, at Straffen i borgerlige Sager ansees for en Ytring af Statsmyndigheden selv, udsprungen af et selvstændigt Kald til at hævde Lovens Auktoritet lige over for den brudte Orden; vore Forfædre løsrev sig først sent fra
