Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/10

Denne siden er korrekturlest

den Opfatning, at Forbrydelsen er en Sag alene mellem Fornærmeren og den Fornærmede. Selv der, hvor Staten optraadte straffende uafhængig af nogen enkelt fornærmet Klager, optraadte den selv som Klager, som fornærmet Part, og den Straf, den bragte i Anvendelse, var i Virkeligheden heller intet andet end en Fyldestgjørelse, som den tog for den Fornærmelse, den selv havde lidt.

Enhver Fornærmelse af den Ene mod den Anden udsatte den Skyldige for den Fornærmedes og hans slægts Hævn. At lade en Fornærmelse overgaa sig ansaaes for en Skam; det opfattedes som et Vidnesbyrd om, at den Fornærmede var en ringere Mand end Fornærmeren, naar han taalte Fornærmelsen^[1], og Hævn maatte derfor i Samfundets Øjne vidne om, at saa ikke var Tilfældet, men at hin vidste at skaffe sin Personlighed den skyldige Anerkjendelse.

Straffen hos vore Forfædre var oprindelig intet andet end Hævn – Det vilde imidlertid være en stor Misforstaaelse, om man vilde opfatte Hævnen som Modsætning til sand Straf, eller alene som en Ytring af den samme raa Gjengjældelseslyst, der bringer Barnet til at slaa det Bord, hvorpaa det støder sig. Hævnen udspringer derimod af Forbitrelse over en lidt Uret. Vistnok fæster Mennesket paa Retsudviklingens tidligste Standpunkt sig fornemmelig ved Retskrænkelsens udvortes Side, der nærmest berører dets fysiske Væsen, og reflekterer ikke meget over Tilregneligheds-Spørgsmaalet^[2]. Men

↑ Der findes ogsaa mange Exempler paa, at mægtige Mænd har anseet det for en Æressag at undgaa Bod for sine Overgreb mod Andre, og heller gav mangedobbelt Erstatning, se f. E. Hrafnkels S., udg. 1847, S. 10: „þá þykkist þú jafnmentr mér“ (nemlig hvis Sagen skulde paakjendes ved Dom), siger den stolte Høvding, „ok munum vit eigi at því sættast“. – Se ogsaa den mærkelige Fortælling om Sneglu-Halle og Einar Fluga, hvor denne Høvding sætter en Ære i aldrig at underkaste sig Bod; men hvor dette Overmod af en Uvedkommende benyttes til hans Ydmygelse, Har. Harðr. s., Morkinsk. S. 98–99.
↑ At vore Forfædre dog ikke har manglet Syn for Forbrydelsens indre Strafværdighed, sees af, at de navnlig henviste Menedere, Mordere og Forførere til Naastrands evige Pine (Völuspá Str. 43); se og Njálss. Kap. 89: „goð hefna eigi allz þegar“, siger Haakon Jarl, „mun sá maðr braut rekinn úr Vallhöllu, er þetta hefir gert“.

[1] Der findes ogsaa mange Exempler paa, at mægtige Mænd har anseet det for en Æressag at undgaa Bod for sine Overgreb mod Andre, og heller gav mangedobbelt Erstatning, se f. E. Hrafnkels S., udg. 1847, S. 10: „þá þykkist þú jafnmentr mér“ (nemlig hvis Sagen skulde paakjendes ved Dom), siger den stolte Høvding, „ok munum vit eigi at því sættast“. – Se ogsaa den mærkelige Fortælling om Sneglu-Halle og Einar Fluga, hvor denne Høvding sætter en Ære i aldrig at underkaste sig Bod; men hvor dette Overmod af en Uvedkommende benyttes til hans Ydmygelse, Har. Harðr. s., Morkinsk. S. 98–99.

[2] At vore Forfædre dog ikke har manglet Syn for Forbrydelsens indre Strafværdighed, sees af, at de navnlig henviste Menedere, Mordere og Forførere til Naastrands evige Pine (Völuspá Str. 43); se og Njálss. Kap. 89: „goð hefna eigi allz þegar“, siger Haakon Jarl, „mun sá maðr braut rekinn úr Vallhöllu, er þetta hefir gert“.

[1]

[2]