Dom. Og Behandlingsmaaden i Sager, hvor vidner ikke havdes, adskilte sig alene deri at Sagen ikke paa Tinget umiddelbart paadømtes, men at Sagvolderen i dets Sted fæstede den lovbestemte Ed.
En væsenlig Medvirkning ved denne overgang har vistnok Lagmands-Embedets Oprettelse øvet. Ti Lagmandens Orskurd maatte med Nødvendighed omfatte Sagen i dens Helhed, og at paaskyde Ubekjendtskab med Loven, efter at Lagmanden havde afgivet sit Orskurd, var naturligvis utilstedeligt. Det bragte saaledes paa engang Sagen i vitterlig Stand og afgjorde den retlige Forpligtelse, saa at nu alene Atføren stod tilbage. Den nys nævnte Retterbod af Haakon Haakonssøn (F. L. Indl. 16) gjorde det tillige til en Pligt, at underkaste sig og holde Lagmandens Orskurd under 3 Marks Bod, og gav derved legal Plads for en samlet Afgjørelse af Jus og Faktum efter forudgaaende Bevisførsel og Procedyre for den offentlige Dommer. Ved Siden heraf stod dog fremdeles den ældre Rettergang, der overlader det til Parternes Selvvirksomhed at bringe Faktum paa det rene, medens Retsspørgsmaalets Løsning henstilles til den Forpligtedes egen Retsfølelse, og først naar denne svigter, afgjøres af Tingmændene. Men at man under disse Omstændigheder maatte foretrække i alle virkelige Tvistigheder at gaa den retlige Vej; at Skilledommen maatte gaa af Brug, og Sagerne blive umiddelbart stevnede enten for Tinget eller for Lagmanden, er indlysende.
I Magnus Lagabøters Landslov fremtræder Overgangen tydelig. Af Skilledommen findes kun svage Levninger, og Modsætningen mellem vitterlig og ikke-vitterlig Sag har alene Hensyn til Bevisets Klarhed. Hjemstevningen er gaaet over til et vidnesfast Paakrav om Betaling. M. L. VIII. 3 og 4 siger alene, at hvis Gjælden er vitterlig, skal Fordringshaveren vidnesfast afkræve skyldneren Betaling inden en halv Maaneds Frist og, hvis den ikke erholdes, stevne Ting og der gjentage sit Paakrav. Hvis da ikke Betaling paafølger strax eller inden en halv Maaneds Frist forfaldsløst, skal der holdes Atfør og udtages, foruden Gjældens Beløb, fuld Ret til Sagsøgeren og ½ Mark (Ransbod) til Kongen. – Er Gjælden ikke
