begge Parter har vidner at føre; om nogen Skilledom er ikke Tale, hvor Sagen ikke angaar fast Ejendom. – Havde Sagsøgeren ikke Vidner, maatte Sagvolderen følgelig fæste den foreskrevne Nægtelsesed paa Tinget, hvorefter da, hvis Eden faldt, Inddrivelse som vitterlig Gjæld fandt Sted. Istedetfor paa hvorvidt Fordringen i sin Oprindelse er vitterlig eller ikke, lægges saaledes Vægten paa, hvorvidt Paastanden er bevislig eller ikke, hvilket faar sin Indflydelse paa Sagens Udfald: umiddelbar Domfældelse eller Nægtelsesed, men ikke paa Forfølgningsmaaden, der i begge Tilfælde bliver den samme. Man ser ogsaa jevnlig i Lovene, især Frostatingsloven, at ikke-vitterlige Sager paastevnes umiddelbart til Tinget, uden mellemkommende Skilledom: Udtrykket: stefna hánum heim ok þeðan til þings, stefna hánum heim til tingstefnu ok þing síðan bruges uden Forskjel om Paatalen af begge Slags Sager, jfr. F. L. X. 7; se f. E. G. L. 91 og F. L. XIII. 11 samt X. 24 og 33, jfr. V. 13. – Det er muligt, at vi ogsaa finder et Udtryk for denne overgang i det kjendeligt fra en sildigere Tid stammende F. L. X. 24 (jfr. B. R. 158), der først beskriver Omgangsmaaden i vitterlige Gjældssager og dernæst, inden der gaaes over til Beskrivelsen af de ikke-vitterlige Sager, gjentager Forskrifterne i den første Del som gjældende for allar þær fjársóknir, er eigi má með lagakefli sœkja, ok eru þó váttar til, d. e. alle Sager angaaende Penge og Gods, hvori vidner haves, med Undtagelse af Forbudssager. Det er ikke usandsynligt, at dette staar i Forbindelse med Haakon Haakonssøns nys citerede Retterbod, og at den nævnte Mellemsats netop sigter til det Tilfælde, at Vidnerne blot er Erfaringsvidner[1]. Er dette rigtigt saa er altsaa alle Gjældssager, hvori Vidner havdes, lige meget om disse var særlig tilkaldte eller Erfaringsvidner, blevne Gjenstand for samme Behandlingsmaade, nemlig som vitterlig Gjæld. Det maatte da blive en Selvfølge, at det aldrig kunde paadrage Sagvolderen noget Ansvar at lade Sagen komme for Tinget, naar han kun var villig til at fyldestgjøre dettes
- ↑ Jfr. Hertzberg, Proces, S. 31–33 og 79; Maurer i Krit. Vierteljahrschrift XVIII. S. 55–6.
