Oprettelse i 1671 anordnet et eget Overbirketing, hvortil Byfogdens Retshandlinger nu skulde paaankes (Bevilling 29 Septbr. 1671) og som bestod lige til 1825.
Ved Fremstillingen af vore ældste Procesregler maa man have skarpt for Øje den forhen oftere fremhævede Sætning, at Tingene i sit Væsen ikke var Domstole, men Folkeforsamlinger, der som saadanne havde at sørge for, at Retstrætter fandt sin Afgjørelse paa lovlig Maade; – men at Parterne selv derved havde den aktive Rolle, og at Tingets Opgave altsaa ikke var at løse Tvivl om Rettens Tilværelse, men umiddelbart at udtale Samfundets Kjendelse, hvorvidt Sagvolderen med eller uden Ret havde vægret sig ved at efterkomme Sagsøgerens Paastand, og i sidste Tilfælde skaffe denne hans Ret. Følgen af, at Sagen saaledes altid maatte forelægges Tingmændene i oplyst Stand, og at Udredningen af den sande Sammenhæng var et til Parternes egen Omsorg overladt Anliggende, – maatte nødvendigvis blive saavel, at Maalet for den Bevisstyrke, som i det enkelte Tilfælde skulde til for at vinde en Sag, maatte være givet ved selve Loven, som at ogsaa de enkelte Bevismidlers Virksomhed paa Forhaand maatte være bestemt. – I de Forskrifter, vore ældste Love herom indeholder, aabenbarer sig kjendelig Retsplejens oprindelige Betydning, nemlig som Udtalelse af Samfundets Opfatning, hvilken altid for det enkelte Medlem indeholder en tvingende Nødvendighed.
I sin klareste Skikkelse fremtræder Rettergangen, hvor Sagen forelægges Domstolen enten som et notorisk eller erkjendt Faktum eller ledsaget af et uforkasteligt Bevis. Her bliver alene Spørgsmaal om Pligtens umiddelbare Fuldbyrdelse. I Samfundets Barndom er vistnok ogsaa de fleste Sager af denne simple Natur. – Men selv hvor Sagsøgeren ikke saaledes fra først af har Beviset paa rede Haand, gaar det ikke an ubetinget at afvise ham paa Modpartens blotte Nægtelse. Ti en Paastand i og for sig selv vækker altid Formodning
