Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/232

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

om at være begrundet; vil ikke Domstolen indlade sig paa nogen Undersøgelse af det bestridte Faktum, kræver Retfærdigheden, at det maa paaligge Sagvolderen i det mindste at ledsage sin Benægtelse med Data, der er egnede til at bibringe Andre Tro paa dens Rigtighed Dette ser vistnok i Formen, – og naar det tillige tages i Betragtning, at alene det lovbestemte Bevismaal og de lovbestemte Bevismidler toges for gode, – ud, som om den naturlige Regel: at den, som Sag giver, bør det lovligen at bevise, her var vendt om. Men i Virkeligheden forholder det sig ikke saa. Hin Regel forudsætter Anerkjendelsen af en processuel Status qvo ved Siden af den udvortes Besiddelsesstand, og derigjennem en Fordeling af Bevisbyrden, der kun er mulig, hvor Bevisførelsen foregaar for Retten og under dens Medvirkning. Skal Bevisførelsen derimod være en fra Retsforhandlingen skilt, privat Foranstaltning, maa nødvendigvis hver af Parterne have sin særskilte, forud anviste Rolle. Og denne bør for Sagvolderens Vedkommende ikke betegnes som Bevisbyrde, men som Befrielsesret.

Rettergangsreglerne skal egentlig blot angive den Fremgangsmaade, Sagsøgeren har at befølge ved at bringe sin Sag for Tinget. Hvad han havde at foretage for at bringe Sagen i den Stilling, at han her kunde vænte at opnaa, hvad han søger, – og hvad omvendt den nægtende Sagvolder havde at foretage for at vinde Befrielse, – laa efter Lovens Anordning forud for den egentlige Rettergang, og en Fremstilling af Bevislæren maa derfor gaa forud for Fremstillingen af den gamle Rettergangsmaade.

De regelmæssige Bevismidler i Oldtiden var Vidnesbyrd og Ed. Det første var Sagsøgerens Bevis, hvormed han, hvis han havde det tilstede, bragte sin Sag som notorisk for Tinget og umiddelbart æskede Dom og Exekution. Det andet var Sagvolderens Befrielsesmiddel, hvormed han omstedte Sagsøgerens Paastand; aflagdes ikke Eden, gjaldt Pligten som erkjendt. – Mellem dem begge stod Tvekampen (afskaffet c. 1020) og Gudsdommen, (afskaffet 1247), der var anvendelige for begge Parter; men som egentlig ikke var Bevismidler, men en Afgjørelse af Sagen der udelukkede Rettergang. –