Lagmandens Stilling; men hvorledes heraf udviklede sig en virkelig Overdommer-Myndighed for Kongen og hans Raad, af hvilken igjen Herredagene og sednere igjen overhofretten og Højesteret udsprang skal i det følgende blive vist.
Det samme Hensyn til Bekvemmelighed og lettet Adgang til Retshjælp for Almuen, som uden Tvivl var den nærmeste Grund til Lagmands-Embedets Oprettelse, synes ogsaa at have bevirket, at der lige fra Begyndelsen af ansattes flere Lagmænd i hvert Lagdømme, uden at der dog foretoges nogen Forandring med selve Lagtings-Ordningen. Allerede ved det bekjendte Høvdingemøde i Bergen 1223 sees der at have været 9 Lagmænd tilstede, nemlig 3 fra Frostatingslagen: Gunnar Grjónbak, Frostatingslagmand, samt Bjarne Mardarsøn (fra Haalogaland) og Thorstein Aasmundssøn (fra Jæmteland?); 2 fra Gulatingslagen, nemlig Gulatingslagmanden Dagfinn Bonde og Aamund Remba (fra Rygjafylke), 2 fra Eidsivatingslagen, nemlig Eidsivatingslagmandeu Thorer Gudmundssøn (jfr. Dipl. Norv. II. 4) og Saxe paa Haug (fra Hedemarken), og 2 fra Borgartingslagen, nemlig Borgartingslagmanden Eystein Hroasøn og Thord Skolle (fra Raanrike), se Hak. S. Hak. s. Kap. 86. Og i den følgende Del af samme Aarhundrede nævnes endvidere særskilte Lagmænd i Tunsberg (Einar), Skeen (Vige), Oslo (Aamund) og Bergen (Eirik), se Dipl. Norv. I. 82 og 83 fra 1294.
Hvorledes Forholdet mellem disse Lagmænds Virkekreds har været; er intetsteds udtrykkelig sagt. I Haakon Haakonssøns Saga Kap. 86 bruges vistnok om nogle af Lagmændene Udtryk, som skulde tyde hen paa en virkelig Deling[1] af Lagdømmerne; men da disse endnu i Magnus Lagabøters
- ↑ Saasom: „Ámundi remba, løgmaðr af Rygjafylki“; „Dagfinn bóndi, er næst hafði løgsøgn í Gulaþingsløgum“; „Þórðr skolli hafði løgsøgn austr frá Svínasundi“; „Saxi á Haugi var á (el. af) Heiðmørk“: „Þórir løgmaðr var af hinum syðra hluta Upplanda“.
