ikke tidligere har hørt med til de egentlige Tingforhandlinger, er vistnok ved Lovens skriftlige Optegnelse gaaede af Brug. Naar Lagmanden skulde erklære sig over et Lovspørgsmaal, er dette rimeligvis skeet ved en Henvisning til og Oplæsning af vedkommende Lovsted, og anderledes kan det neppe heller være at forstaa, naar der et Par Steder tales om, at han skal „læse Lovbogen“ for Tingmændene (M. L. I. 3; Rb. N. gl. L. III. S. 143). Skulde Lagmanden tillige paa Embeds Vegne haft Sæde i Lagretten og Stemme ved den egentlige Dom, maatte en formelig Lovbeslutning have været fornøden; men hertil findes i det ældre Tidsrums Love ikke noget Spor. – Noget andet er det, at Lagmandens Auktoritet, som formelig beskikket Embedsmand, maatte give hans Vejledning en særlig bindende Vægt og at et Forhold som dette, med en embedsmæssig ledende Præsident uden Stemme, ikke kunde holde sig længe, saa at Lagmanden snart ved Tingenes egen Magt blev virkelig Meddommer og Lagrettens Formand. Om nogen formelig Afstemning har der nemlig selv inden Lagretten neppe ofte været Spørgsmaal; i Regelen kom det vel alene an paa, om nogen alvorlig Indsigelse fremsattes mod det af Formanden foreslaaede Resultat. Den, der faktisk havde Initiativet og den overvejende Indflydelse paa Dommen, maatte saaledes let blive betragtet som Deltager i den hele Dommervirksomhed.
Lagmændenes Stilling som Folkets auktoriserede Vejledere i Lov og Ret skaffede dem ogsaa paa en anden Maade virkelig Dommermyndighed. Den gamle Opfatning af Rettergangen, som tilsigtende ikke nogen Udtalelse om en Pligts Tilstedeværelse eller Ikke-Tilstedeværelse, men umiddelbart Afgjørelsen af, om Sagvolderen med Rette har undladt dens Opfyldelse, ledede naturlig til, at tvistende Parter fandt sin Regning ved foreløbig at lade Spørgsmaalet om Forpligtelsen afgjøre af Lagmanden. Da denne Afgjørelse selvfølgelig omfattede Sagen i dens Helhed, og for det juridiske Spørgsmaals Vedkommende havde offentlig Auktoritet, er det let begribeligt, at en Sag, hvori Lagmanden havde afgivet sin Kjendelse, eo ipso blev betragtet som vitterlig, og at i ethvert Fald intet Hereds- eller Fylkesting indlod sig paa nogen videre
