Odelsmandens Forbud tog en Jord i Besiddelse, som denne var fortrinsberettiget til at faa bygslet, – og ligeledes M.L. VII. 40, hvis nogen opsidder forsømte at drage til sæters i betimelig Tid (gras-rán). Men intet af disse Tilfælde hører hid; ti Odelsmanden er ikke Ejer af Jorden, hvorfor heller ingen Landnamsbod for dette Tilfælde er foreskreven; og i det sidste Tilfælde har M. L. ophævet den i Kilden (G. L. 81) fastsatte Landnamsbod. Heller ikke var Forbudet her nogen sand Lovfæstning, men blot en almindelig Protest; jfr. Ugebl. f. Lovk. m. m. II. S. 361.
De Forbrydelser, der umiddelbart var rettede mod det hele Samfund, betragtedes vistnok paa samme Maade som de, der var rettede mod det enkelte Medlem, som Fornærmelser, og henføres ligesom disse enten til Ubødesagernes, Fredløshedssagernes eller Bødesagernes Klasse. Men det var en Selvfølge, at her i Virkeligheden aldrig kunde blive Tale om, at den Skyldiges Villighed eller Uvillighed skulde afgjøre, hvorvidt han fik beholde sin Fred eller ikke, eller om nogen Underhandling mellem Samfundet og det enkelte brødige Medlem. For saa vidt Brøden overhovedet kan forsones med Bøder, indtræder disse umiddelbart i Kraft af selve Loven, og hvor Fredløshed i enkelte Tilfælde indtræder paa Grund af den Skyldiges Undladelse af at byde Bod (se især G. L. 314 og F. L. IV. 62, VII. 25), er det sande Forhold, at v Undladelsen af at falde tilfode i saadanne Tilfælde vidner om en fortsat Trods, der udelukker den mildere Bedømmelse af hans Gjerning, saa at dennes oprindelige Karakter af Ubødesag kommer tilsyne. – I andre Tilfælde blev Boden umiddelbart inddreven ved Atfør, og det vistnok ogsaa i Tilfælde, hvor Loven selv betegner Gjerningen som „Fredløshedssag“, idet derved i Virkeligheden menes 40 Marks Bod.
I. Blandt de offentlige Forbrydelser mærkes først Landsforræderi (landráð, ef maðr ræðr lønd ok þegna undan konungi), hvilket Loven kalder „det største Nidingsværk“, og var Ubøde-
