Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/132

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Følge og under Krydsning det, der sejlede yderst, ikke vilde vige af for det, der havde Landet i Læ, og derved forvoldte dettes Stranding. Hvis i saadant Tilfælde dette Skib, for at undgaa selv at strande, sejler paa det andet, som ligger til Luvart, skulde intet bødes for den Skade, som derved tilføjedes dette. – Der var tillige foreskrevet særskilte, faste Bøder for hver enkelt ødelagt eller beskadiget Del af Skib eller Redskab, hvorved det dog er tvivlsomt, om disse er ment tillige at indeslutte Erstatningen, eller at skulle være selvstændige Tillæg til Avindsboden; det første synes antageligt. Skede sammenstødet af Vaade, bortfaldt Avindsboden; hvorimod Skaden, som det synes, ligefuldt maatte erstattes. Led begge Skibe Skade, maatte vel i dette Tilfælde en Fordeling af Skaden finde Sted.

Uagtsom Beskadigelse af Andres Ting med eller uden Ild medførte aldrig andet Ansvar end Erstatning for den anrettede Skade, se G. L. 99; F. L. XIII. 12 og M. L. VII. 27. Om uagtsom Omgang med Ild og Lys i Byerne og derved foranlediget Ildsvaade indeholdt B. L. VI. 9 og 10, jfr. B. R. 130 og 131, temmelig detaljerede Politiforskrifter (jfr. ovf. S. 41).

Chr. IV. L. har gjennemgaaende optaget Landslovens Bestemmelser: men i Bødesatserne er den som Følge af Afvigelserne i de forskjellige Haandskrifter af den benyttede Kilde, end større Uregelmæssigheder end i Landsloven.

V. Af ulovligt Brug af anden Mands Ting nævner de gamle Love uberettiget Benyttelse af en Andens Træl, Hest, Skib, Baad eller Skider, saavelsom Brug af den laante Ting længere end tilladt, og omvendt, at Ejeren tager Tingen fra

Laantageren før den aftalte Tid. – G. L. 92[1] jfr. 71 Slutn.

  1. G. L. 92: Nu skal engi maðr taka skip manns né hross, nema hins sé leyfi, er á. Nu ef hann tekr, þá skal hann gjalda halfan annan eyri. Nú ef hann stendr hann á skipi sínu eða á hrossi, ok krefr hann áfangs, þá er vel, ef hann vill gjalda hánum. En ef hann vill eigi, þá eykst hálfu ok ránbaug konungi. Nu tekr maðr skip manns, þat er sessum má telja, þá er sá sekr at þrem mørkum er stýrimaðr gerist á því skipi, en halfan annan eyri gjaldi hann fyrir þoptu hverja, hvatki skip er tekr; þá skal sitt áfang gjalda hverr frjálsum manna.