skjelner, efter som Gjerningsmanden paa Ejerens Opfordring strax erklærer sig villig til at bøde, i hvilket Tilfælde Boden (áfang) er 1½ Øre til Ejeren, uden Hensyn til Stand, – eller han vægrer sig derfor, i hvilket Tilfælde Boden fordobles, hvorhos Angj. desuden falder i Ransbod (12 Ører) til Kongen. For at tage Nogens skib skulde Høvdingen bøde 3 Mark; for mindre Farkoster 1½ Øre for hver Tofte. – F. L. X. 41–45 jfr. XIII. 10 benævner Gjerningen fornæmi og skjelner mellem, om Gjerningsmanden tager Tingen, medens Ejeren selv har den i Brug, og saaledes sætter ham i Forlegenhed, i hvilket Tilfælde Loven foreskriver Avindsbod, – eller Bemægtigelsen sker under andre Omstændigheder, da der alene skal bødes Aafang, hvilket her sættes til 2 Ører. – Kongen skulde hverken tage eller give Aafang.
M. L. VII. 39 jfr. VIII. 27, B. L. 20 (der har den rigtigere Text) behandler de samme Tilfælde som de ældre Love, men paa en forvirret Maade, saa at det bliver uklart, hvorvidt Meningen har været at bibeholde den ældre Frostatingslovs faste Aafangsbod, 2 Ører, eller at overlade Bodens Bestemmelse til Domsmændenes Skjøn i hvert enkelt Tilfælde. – For at bruge den laante Ting længere end tilladt, foreskriver VII. 39 en Marks Bod til Ejeren „hvis denne gjør Paastand derpaa“; hvorimod VIII. 27, B. L. 20, saavel herfor som for at tage den laante Ting fra Laantageren før den aftalte Tid, sætter 2 Øres Bod. For anden ulovlig Benyttelse af anden Mands Ting siger VII. 39, at der skal bedes til Ejermanden, og efter Omstændighederne tillige til Kongen, efter 6 Mænds Dom, hvorved skal tages i Betragtning, saavel hvilket Behov der har foranlediget Benyttelsen,
som Beskaffenheden af den Fornærmelse eller den Skade,
Áfang á maðr á hrossi sínu, hvárt sem hann ekr eða ríðr eða berr byrðar á; þá er áfang ok, ef hann hefir lengr, en lét sé. Allir menn eigu áfang jafnmikit, bæði þegn ok þræll. Ef maðr tekr skip manns, þá skal hann einu áfangi fyrir bœta, bæði man sitt ok sik, ok svá er í úmegð eru. Konungr skal ekki áfang taka ok ekki gjalda. Nú hleypr maðr á hest manns søðlaðan, þá skal hann leysa sik áfangi ofan. Nú ef hann hleypr á hest manns úsøðlaðan ok keyrir hann fram, þá skal hann leysa sik áfangi ofan; ef hann keyrir eigi fram, þa skal engu bœta.
