Mands Træl medførte ligeledes efter F. L. IV. 56 fuld Erstatning og Avindsbod til Herren. (G. L. 182 taler alene om Erstatning for Trællens Værdi; da imidlertid G. L. 215 foreskriver de almindelige Bøder for Saar, tilføjede anden Mands Træl, er det antageligt, at Drab har maattet bødes med fuld Ret til Herren, jfr. ovf. S. 75.
Hvis en Lejlænding ved sin Fraflyttelse fra Gaarden sønderbrød og bortførte noget af Bygningen (húsbrot), fastsatte G. L. 75 en Bod af 3 Mark til Jorddrotten.
Bøder til Kongen for Skade paa Guds foreskrives alene udtrykkelig i F. L. XIII. 12 (jfr. XIV. 8) for Ildspaasættelse paa Skov og i XV. 6 for Ødelæggelse af Sildevad, hvor Boden i begge Tilfælde er 3 Mark, og samme Bod foreskrives i Eidsivatingsloven for fjárfœling. Men det synes ikke at kunne betvivles, at Bod til Kongen er underforstaaet i alle Tilfælde, hvor Gjerningen i Lovene er betegnet som Fredløshedssag (d. e. Fuldrets-Skade), altsaa for al forsætlig Skadetilføjelse til ½ Marks Beløb eller mere, som Gjerningsmanden ikke vedgik (spellvirki). Den offentlige Bods Størrelse synes at have været i Frostatingslagen 3 Mark og i Gulatingslagen 12 Ører.
Anstifteren af Mordbrand eller anden Skadetilføjelse paa Gods maatte bøde den halve Skade, men, som det synes intet til Kongen, G. L. 98; F. L. IV 37. Det samme gjaldt efter F. L IV 36 om Skadetilføjelse af Umyndige. – Befrielseseden var for Anstifteren Lyrittered, hvor Gjerningsmanden skulde fri sig med Settered, og Ed uden Edshjælpere, hvor Gjerningsmanden skulde aflægge Lyrittered.
Den nyere Lov har kjendelig villet bibeholde den tidligere Ordning, alene med Forandring af Bødesatserne og Tilføjelse af flere særskilte Bestemmelser, navnlig i Landboretten, hvilke sandsynligvis tildels hidhører fra tabte Kilder. Men den Uregelmæssighed, der, som oven bemærket, i Tidens Løb havde gjort sig gjældende i de ældre Loves Regler, maatte naturligvis end mere komme tilsyne og forstyrre Sammenhængen i den nye Lov. Hertil kommer, at den nye Lovs Regel om de private Bøders Ansættelse, paa samme Maade som Erstatningen, ved Skjøn, nødvendigvis maatte bidrage
