Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/127

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

til at udviske den praktiske Forskjel mellem de forskjellige Arter af Forbrydelsen, hvoraf Følgen igjen er bleven, at de forskjellige Haandskrifter af Loven netop i dette Stykke varierer saaledes, at den rette autentiske Text paa mange Steder ikke med sikkerhed lader sig paavise. Navnlig er det umuligt at sige, hvorvidt det oprindelig har været Lovens Mening, at Avindsboden, i Lighed med den personlige Ret, skulde være Gjenstand for Bestemmelse ved Domsmændenes Skjøn, eller om Loven, i Lighed med den ældre Gulatingslov, har villet have den fastsat til et uforanderligt Beløb af 6 Ører for alle Tilfælde.

Den gamle Forskjel, efter som Gjerningsmanden vedgik eller dulgte sin Gjerning, er ikke bibeholdt i den nye Lov uden alene i Tilfælde af fjárfœling. Derimod skjelner M. L. VIII. 27,[1] B. L. 20 (hvilken sidste aabenbart indeholder den rigtige Text, jfr. M. L. VII. 36) paa samme Maade som de ældre Love, efter som skaden opgaar til et Beløb af en halv Mark eller er ringere. Det første, der her benævnes Fuldrets-Skade, bødedes med fuld Ret, det andet med Avindsbod til den Fornærmede, samt i begge Tilfælde fuld Erstatning. – Bøder til Kongen foreskrives kun i nogle af de grovere Tilfælde, og deres Størrelse er i Regelen 1 Mark.

Særskilt omhandler M. L. VII. 17 Drab af Andenmands og for Plog eller Harv i Aannetiden, hvilket, foruden Erstatning og Avindsbod til den Fornærmede, medførte 5Marks Bod til Kongen; hvorimod ødelæggelse af Plog eller Harv, Skokler, Sæletøj eller desl. alene medførte Erstatning og Avindsbod til den Fornærmede, men, som det synes, ingen Bod til Kongen. – stjal Nogen Jærnet af andenmands Plog, skulde han give tredobbelt Erstatning og bøde Avindsbod til den Fornærmede samt 2 Mark til Kongen. Tyveri af Sæletøj

  1. Hvervitna þar, sem menn gera mønnum fjárskaða med heipt eða øfund, bœti sá fullrétti, er gerir, ok skaða, sem 6 skynsamir menn meta, løgliga til nefndir af dómaranum, ef vitni eru til. Þat er alt fullréttis-skaði, er menn meta til hálfrar merkr silfrs; en ef minni er, þá er øfundarbót eptir laga-dómi þeim, er skaði er gerr. Nú dylr hann, ok eru eigi vitni til, syni med lýrittar-eiði, en séttar-eiði fyrir fullréttis-skaða; en ef eiðar fallast, gjaldi slíkt, sem áðr var mælt.