vistnok sednere anseet som hans ubetingede Pligt. Herom vidner især, at Lovene for en hel Del smaa Fornærmelser fastsætter en aldeles lovbestemt Bod, uden Hensyn til Stand, og for andre kun halv Ret, saa at Hævnen først indtraadte, naar den skyldige ikke vilde eller kunde bøde. Alligevel har endnu G. L. 186 beholdt den mærkelige Bestemmelse, at ingen Mand ejer Ret paa sig mere end 3 Gange, uden han hævner sig derimellem. – I Drabstilfælde vedligeholdtes derimod Adgangen til Blodhævn den hele Tid til over Midten af det 13de Aarh., og Mandeboden blev derfor altid for en stor Del afhængig af Parternes Overenskomst.
Efter Borgerkrigenes Ende og Statsmyndighedens bedre Befæstelse i Norge maatte det gamle Bødesystem, der aldeles hvilede paa Blodhævns- og Privatfejde-Retten, nødvendigvis forandres. Allerede det i F. L. indtagne Sagetal antyder, at Domsmændene har besiddet en selvstændig Myndighed til at lempe Bodens Størrelse efter Omstændighederne (F. L. VI. 2). Og Haakon Haakonssøn søgte ved en Rb. af 1260 at indskrænke Privathævnen saa meget som muligt, idet det under Ubødestraf forbødes at hævne et Drab paa Andre end Drabsmanden selv, ligesom det ogsaa bestemtes, at, naar Kongen havde givet den Fredløse Landsvist, skulde den Dræbtes Frænder ikke være berettigede til at hævne sig paa ham, medmindre han nægtede at betale Bøderne. Fremdeles gjentoges den ældre Regel, at Fornærmeren, ved at byde lovlige Bøder, forinden Hævnen endnu havde rammet ham, helligede sin Person til Tinget; og her viser det sig ogsaa klart, at det ikke mere stod i den Fornærmedes Magt paa Tinget at undslaa sig for Forlig, medmindre Nogen anden Gang forbrød sig mod samme Mand (jfr. F. L. Indl. Kap. 8, 5 og 6). – I Forbindelse hermed gaves yderligere Bestemmelser om Mandebods Erlæggelse for det Tilfælde, at Drabsmanden selv ikke opnaaede Forlig: Hvis nemlig Drabsmanden forblev i i Landet og mistede Livet enten for Kongens Sværd eller ved den Dræbtes Arvingers Hævn, skulde hans Arvinger af hans efterladte Gods bede Fjerdeparten af den bestemte Mandebod; blev han end ikke fældet, men han dog forblev i Landet, skulde ligeledes hans Frænder bede fjerdedels Mandebod,
