hvilken de to nærmeste Frænder, en paa fædrene og en paa mødrene Side skulde udrede og oppebære, selv om Drabsmandens eget efterladte Gods ikke strakte til; og derimod skulde den Dræbtes Frænder i ethvert Tilfælde tilsige Drabsmandens Frænder Trygd. Undkom Drabsmanden fra Landet, skulde hans Frænder bøde halve Bøder for ham. Fik han siden Landsvist, skulde han selv udrede den tilbagestaaende Halvdel af Bøderne (F. L. Indl. 3 og 4 jfr. 5[1]). – Denne Frændernes Forpligtelse til i ethvert Fald at bøde maatte vistnok synes noget inkonsekvent og se ud som et Tilbageskridt, efter at det ubetinget var blevet forbudt at hævne Drabet paa Andre end Drabsmanden selv, idet der jo tidligere ikke kunde være Tale om nogensomhelst Bøder, hvor ikke Drabsmanden beholdt sin Fred; men Tingen var vistnok, at Kongen ikke vovede ganske at fritage Frænderne for deres solidariske Ansvarlighed. Derfor maatte han indskrænke sig til ubetinget at forbyde Hævnen udstrakt til Frænderne (Kap. 8), og i dens Sted for dem stipulere en ubetinget Bødepligt, om end ikke selve Hovedsagen blev mindelig afgjort, og den egentlige Drabsmand saaledes blev fredløs og Hævnen undergiven (Kap. 3 og 4, jfr. G. L. 218).
Endelig afskaffede Magnus Lagabøter ved sin Lovrevision, eller rettere paa et Rigsmøde i Bergen 1271, Blodhævnen ganske og aldeles, og dermed ogsaa hele Frændernes Pligt til at deltage i Mandebodens Udredelse. I den nye Lovbog optoges derfor intet Sagetal, og Bestemmelsen af Mandeboden blev paa samme Maade som den personlige Ret i Almindelighed overladt til Ansættelse ved 6 eller 12 uvillige Mænds Skjøn, efter samtlige Sagens Omstændigheder i hvert enkelt Tilfælde (se Hkb. 42, M. L. IV. 12, X. 2 No. 5). – Dermed var i Virkeligheden Drab stillet i Klasse med andre Forbrydelser for saavidt, at det kom til at afhænge udelukkende af Kongen, hvorvidt et Drab skulde medføre Fredløshed eller kunne afsones med Bøder, idet Drabsmandens Adgang til at beholde sin Fred altid gjordes afhængig
- ↑ Ganske tilsvarende Bestemmelser findes i Valdemar den 2dens Forordning om Drab (Skåne-Lagen, ed. Schlyter S. 218).
