ved Udførelsen eller Mishandling eller Forhaanelse af Liget o. dl. (misvígi), var der fastsat særskilte Tillægsbøder, efter Omstændighederne 12 Ører eller 3 Mark eller endog dobbelt Mandebod, G. L. 238, 240–242.
Hvorvidt der i Kjøbstæderne har gjældt den samme Regel om Mandeboden, som om Retten, at den var lige stor for alle frie Mænd, vides ikke, da Bjarkøretten intet sagetal indeholder; men er vistnok meget tvivlsomt.
Iøvrigt gjælder det baade om den personlige Ret og om Mandeboden, at de mere er at betragte som Maalestokke og som en almindelig Anvisning om, hvad der kunde være en passende Bod under sædvanlige Omstændigheder, end som egentlig lovbestemte Pengestraffe. Saa længe det endnu altid stod den Fornærmede frit for, om han foretrak det, at hævne sig, var det naturligvis en Selvfølge, at det ogsaa maatte staa til ham at nægte at lade sig nøje med den i Loven bestemte Bod, saaledes som man især i de islandske Sagaer saa ofte træffer Exempler paa. Oftere hændte det endog, at Fornærmeren overlod den Fornærmede selv at dømme i Sagen (selja sjalfdœmi), hvilket ansaaes for den aller hæderligste Afgjørelse; stundum overlod omvendt den Fornærmede til Fornærmeren at bestemme de Bøder, han vilde betale, en Højmodighed, som det da for denne var en Æressag ikke at misbruge[1]. Men paa den anden Side var der ogsaa dem, som ansaa det for en Æressag aldrig at betale Bøder, og som heller tilbød at give mangedobbelt Erstatning, naar det kun ikke havde Formen af Bod[2]. – Imidlertid medførte dog den kraftigere Udvikling, som Statsmyndigheden antog i Norge, at Adgangen til at hævne sig paa egen Haand for ringere Forurettelser tidligere bortfaldt, og, medens det vistnok allerede før havde været en betænkelig Sag for den Fornærmede, som ikke var en desto mægtigere Mand, at vægre sig for at slutte Forlig paa de sædvanlige og efter den almindelige Mening passende Vilkaar, saaledes blev dette
